Khalil Mack er blevet enig om en ny kæmpe-kontrakt med Chicago Bears. Med 23,5 millioner dollars årligt bliver Mack den bedst betalte forsvarsspiller i NFL’s historie.

Lørdag eftermiddag dansk tid blev Bears og Raiders enige om en byttehandel, der sender Mack til Chicago i bytte for to førsterundevalg.

Og det tog ikke lang tid for Chicago Bears at give Mack det, som Raiders ikke kunne. Sent lørdag aften har Bears nemlig bevist, at de er ‘all in’ for Mack ved at give den ekstremt dygtige edge rusher en seksårig aftale til 141 millioner dollars. Det skriver ESPN’s Adam Schefter på Twitter.

Kontrakten til den nye Bears-stjerne er med en årsløn på 23,5 millioner dollars, hvilket overgår Donalds årlige hyre på 22,5 millioner dollar. Mack bliver dermed den bedst betalte forsvarsspiller i NFL’s historie.

Chicago Bears har efterhånden fået samlet et giftigt forsvar med spillere som Khalil Mack, Leonard Floyd, Akiem Hicks, Danny Trevathan, Kyle Fuller og Adrian Amos.

Opdatering: Bears har bekræftet kontrakten på Twitter.