Joe Burrow og Cincinnati Bengals er blevet enige om en kontraktforlængelse, som holder quarterbacken hos de tigerstribede frem til 2029. Kontrakten kan indbringe Burrow op til $275 millioner dollars eller hvad der svarer til kr. 1,9 milliarder danske kroner.

Cincinnati Bengals har de seneste to sæsoner været i AFC-finalen, hvilket de i høj grad kan takke deres stjernequarterback for. Sammen med Patrick Mahomes hos Kansas City Chiefs, har Joey B været de to bedste quarterbacks i ligaen, og deres høje niveau har været med til at skabe en ny rivalisering mellem de to hold.

Og den rivalisering kommer vi til at se meget mere til i de kommende år. Burrow kommer nemlig til at spille i Cincinnati frem til 2029, og for det bliver han historiens bedst betalte spiller.

Selvom Mahomes kommer til at tjene op til $450 millioner dollars, så skal han vente 10 år på at tjene hele beløbet. Det betyder, at Mahomes tjener ca $45 millioner om året, mens Burrow sætter rekord med hele $55 millioner årligt.

Med kontrakten slår han de rekorder, som henholdsvis Justin Herbert og Lamar Jackson satte i foråret, da de også underskrev dengang rekordstore kontrakter.

Med den store kontrakt har Bengals styr på quarterbacken, og kan dermed stille og roligt begynde at varme op til kontraktforhandlinger med receiverne Tee Higgins og Ja’marr Chase. Higgins er på sit sidste år af sin nuværende kontrakt, mens Chase mangler to år af sin rookiekontrakt. Denne kan forlænges startende fra næste sæson, hvilket helt sikkert er i Chases interesse.

Efter nederlag til Rams i Super Bowl forrige år, måtte Bengals og Burrow se sig slået på stregen i sidste års AFC Finale, men er i år blandt favoritterne til at nå Super Bowl igen, som skal spilles den 11. februar i Las Vegas.