Efter to år med svære forhandlinger er Baltimore Ravens og Lamar Jackson nået til enighed om en historisk femårig kontraktforlængelse.

Med kun få timer til draftens begyndelse kunne Eric DeCosta ånde lettet op og sætte flueben ud fra sin vigtigste og sværeste opgave som general manager for Baltimore Ravens. Han og resten af Ravens’ sportslige ledelse er nået til enighed om en femårig kontraktforlængelse med holdets ubestridte superstjerne Lamar Jackson.

Ifølge NFL Network kan aftalen potentielt indbringe Lamar Jackson i omegnen af 1,75 milliarder danske kroner. Det betyder, at Jackson bliver den bedst betalte spiller i ligaens historie.

Det er ingen underdrivelse, at forhandlingerne har været svære for begge parter. Baltimore Ravens har været klar i mælet om, at de ville gå langt for at beholde Lamar Jackson, mens hovedpersonen selv har insisteret på at blive retmæssigt betalt. Jackson beviste bl.a. i 2019-sæsonen, at han hører til blandt de bedste spillere i NFL, da han løb og kastede for 4.333 yards, scorede 43 touchdowns og blev kåret enstemmigt som ligaens mest værdifulde spiller.

Forhandlingerne var ellers gået i hårdknude i begyndelsen af marts, hvorefter Lamar Jackson krævede et skifte væk fra Baltimore. Det fik Ravens til at komme ud af fjerene og de investerede dyrt i en lukrativ kontrakt til Odell Beckham Jr. for at bevise, at de følte sig forpligtet til at styrke angrebet omkring Lamar Jackson. Det skulle vise sig at give pote.

Med kontraktforlængelsen i hus kan Lamar Jackson og Baltimore Ravens nu se frem til draften og den nye sæson. Det var også en tydeligt bevæget Lamar Jackson, som offentliggjorde kontraktforlængelsen i en kort video på Twitter.

Spørgsmålet er så, om Lamar Jackson og Ravens kan drive hinanden til succes og hjemtage Lombardi-trofæet til Baltimore? I de seneste år har Jackson i perioder været en magtfaktor i NFL, men en kombination af et ineffektivt kastespil og skader har forhindret Lamar Jackson og Ravens’ angreb i at nå sit fulde potentiale. Alene i de to seneste sæsoner har Jackson misset 12 kampe med skader, hvori Ravens bare har vundet tre af de opgør.

Skaderne ændrer imidlertid ikke på, at Lamar Jackson har vundet 45 af sine 61 kampe i NFL, hvilket er næst flest blandt aktive quarterbacks i NFL – og kun overgået af Patrick Mahomes. Hvis Jackson kan holde sig skadesfri og finde ind i en god rytme med Ravens’ nye offensive koordinator Todd Monken, kommer Ravens til at blande sig i kampen om såvel slutspillet som Lombardi-trofæet i de næste mange år.