Ifølge ESPN har angrebsstjernerne Deebo Samuel, A.J. Brown og Terry McLaurin i sinde at udeblive fra de indledende sæsonforberedelser og træningslejre på grund af igangværende kontraktforhandlinger.

Jacksonville Jaguars og Trent Baalke skabte røre i andedammen, da de valgte at forgylde Christian Kirk med en lukrativ kontrakt til potentiel værdi af cirka 625 millioner danske kroner, hvilket gjorde ham til den niende bedst betalte på sin position på daværende tidspunkt.

Siden da udnyttede både Davante Adams og Tyreek Hill det oppustede marked, da de skiftede til henholdsvis Las Vegas Raiders og Miami Dolphins for at modtage tidssvarende betaling. Adams satte sin underskrift på en aftale, der potentielt indbringer ham i omegnen af 1,1 milliarder danske kroner, mens Hill skiftede Mahomes ud med Tua Tagovailoa for – til gengæld – at modtage knap 900 millioner danske kroner i løbet af de fire næste sæsoner. I forlængelse deraf så Buffalo Bills sig også nødsaget til at betale Stefon Diggs i omegnen af 775 millioner kroner for at holde ham i stalden.

Således er der blevet sat nye standarder for receivernes værdi og lønramme, hvilket endnu flere – selvsagt – vil udnytte. Listen tæller bl.a. stjerner som Deebo Samuel, A.J. Brown og Terry McLaurin, der alle har kontraktudløb efter den kommende sæson, hvorfor de – i skrivende stund – forhandler med deres respektive mandskaber om nye aftaler.

Og nu ser forhandlingerne ud til at trække i langdrag og få sportslige konsekvenser for San Francisco 49ers, Tennessee Titans og Washington Commanders. Ifølge ESPN har Samuel, Brown og McLaurin i sinde at udeblive fra holdenes indledende sæsonforberedelser og træningslejre for at tvinge holdene til at hoste op.

Det bliver interessant at følge, om markedet for receivere fortsætter med at udvikle sig proportionalt, samt om holdene har snilde til at holde på deres angrebsstjerner. Alternativt har vi formentlig ikke set den sidste handel, som involverer en profileret receiver i indeværende forår.