Tom Brady må undvære sin ‘partner in crime’, når Tampa Bay Buccaneers møder Green Bay Packers.

Søndag fik Tampa Bay Buccaneers omsider bugt med divisionsrivalerne fra New Orleans Saints, som de besejrede med 20-10. Det var sågar første gang, at Tom Brady besejrede Saints i grundspillet efter sit skifte til Tampa Bay.

Bølgerne gik også højt undervejs og kampen måtte flere gange afbrydes på grund af uoverensstemmelser eller slagsmål. Det skete bl.a., da Marshon Lattimore markerede over for Tom Brady, hvilket fik både Leonard Fournette og Mike Evans til at reagere i ryge i totterne med Saints’ cornerback.

NFL har efterfølgende vurderet, at Mike Evans’ reaktion var for voldsom, da han skubbede Lattimore omkuld. Som følge er Mike Evans blevet tildelt en spilledags karantæne, hvilket betyder, at han misser Tampa Bay Buccaneers’ næste opgør, som er hjemme mod Green Bay Packers.

Ifølge CBS Sports har Mike Evans allerede appelleret sin karantæne, men det forventes bredt, at han ikke får medhold i sin appel. Det er også værd at bemærke, at det ikke er første gang, at Mike Evans tildeles en spilledags karantæne efter voldsom adfærd på banen. Tilbage i 2017 blev Evans udelukket fra en kamp efter at have slået selvsamme Marshon Lattimore.

Med Mike Evans på sidelinjen er det desto vigtigere, set fra Buccaneers’ synspunkt, at Chris Godwin og Julio Jones bliver deres skadeskvaler kvit.