49ers-receiver får tre dage i skyggen

0

San Francisco 49ers var i forvejen tyndt besat i receiverkorpset, og nu skal Brock Purdy også undvære Demarcus Robinson i de første tre spillerunder.

NFL har straffet Demarcus Robinson med tre spilledages karantæne. Det sker efter, at Robinson er blevet fundet skyldig i overtrædelse af ligaens adfærdskodeks.

Karantænen skal ses i lyset af, at Demarcus Robinson blev anholdt og sigtet for spritkørsel i november sidste år.

Derfor kendte San Francisco 49ers også til risikoen, da de skrev en toårig aftale med Robinson tilbage i foråret. Med karantænen kommer den 30-årige receiver til at misse 49ers’ kampe mod Seattle Seahawks, New Orleans Saints og Arizona Cardinals.

Nyheden må alt andet lige være en svær pille at sluge for Kyle Shanahan og Brock Purdy. 49ers er nemlig relativt tyndt besat i receiverkorpset, efter at de sagde farvel til Deebo Samuel i foråret, og fortsat må undvære Brandon Aiyuk og Jauan Jennings, der kæmper for at blive kampklar igen.

Demarcus Robinson går ind til sin niende sæson som professionel i NFL, og han har tidligere tørnet ud for Kansas City Chiefs, Baltimore Ravens og Los Angeles Rams. I den forgangne sæson greb Robinson 505 yards og syv touchdowns i 17 kampe for Rams.

Læs også: Sæsonoptakt – det største tab for hvert hold i 2025