Super Bowl mestrene fra Kansas City Chiefs gør klar til free agency og har skrevet kontrakt med punter Matt Araiza

For et par uger siden kunne Kansas City Chiefs lade sig hylde som Super Bowl mestre for tredje gang på fem år, og en af de mindre kendte – omend centrale figurer i sejren, vidste godt, hvad klokken havde slået.

Punter Tommy Townsend, hvis muffede punt var med til at afgøre Super Bowl, er free agent, og Chiefs virker ikke interesserede i at skulle punge ud med en stor kontrakt til ham. Ikke at han ikke fortjener det, men klubben vil bare bruge pengene andre steder.

Derfor har de nu hentet en spiller ind, der har så vanvittig stærkt et ben og har leveret nogle så imponerende punts i sin college-karriere, at han fik tilnavnet “Punt God”.

Matt Araiza er hans borgerlige navn, og han var et sjette-runde pick af Buffalo Bills i NFL-draften i 2022. Han blev anklaget for en voldtægt, men senere clearet for alle anklager. Dog var skaden sket. Bills cuttede ham, mens han stadig var under mistanke, og Araiza har siden stået uden job.

Araiza har været inde omkring andre klubber, som f.eks. New York Jets, dog uden at skrive kontrakt, men nu er han endelig tilbage i NFL, pg så endda hos Super Bowl mestrene, der har tænkt sig at give ham alle chancer for at vinde punt-jobbet forud for den kommende sæson.

Hvad skete der dengang i 2022?

Matt Araiza blev draftet af Buffalo Bills i 2022, men nåede aldrig at se banen for sit livs første NFL-klub, før anklager om en gruppe-voldtægt begyndte at florere.

Bills havde sine Super Bowl håb at tage hensyn til og ønskede ikke unødvendige forstyrrelser i sæsonoptakten, så de sendte punter Matt Araiza på porten, inden der forelå en dom.

Først over et halvt år senere fik Araiza renset sit navn for alle anklager, og det blev slået fast fra anklagemyndigheden i San Diego, at:
1) Matt Araiza ikke var til stede, da handlingen skulle have foregået
2) Der var tale om frivillig seksuel aktivitet

Efter gennemgang af video- og lydmateriale og afhøring af over 35 vidner samt 10 ransagninger besluttede anklagemyndigheden at droppe alle anklager i sagen.

Ifølge videooptagelser skulle hændelsen have fundet sted klokken 01:30 på festnatten. Ifølge San Diegos viceanklager Trisha Amador forlod Araiza selskabet cirka en time før, og desuden skulle der for de implicerede parter, der stadig var til festen, have været tale om frivillig seksuel aktivitet uden tvang.

Frifindelsen var dengang selvfølgelig en lettelse for den nu 24-årige punter:

“Jeg er lykkelig for det grundige arbejde statsadvokaten i San Diego har udført og for alle de vidner, der var villige til at stå frem og fortælle sandheden. Jeg kan kun håbe, at folk nu vil vurdere mig på kendsgerningerne og ikke, hvad der blev hævdet falskt i både den civile retssag og i pressen.” sagde Matt Araiza efter sagen blev afvist.

Nu er han tilbage i NFL, og så må vi se, om han også er på holdkortet hos Chiefs, når 2024-sæsonen skydes i gang. I givet fald vil det være med to års forsinkelse.