Ikke blot er det den største kontrakt nogensinde set i sportsverdenen, men det er også en aftale, der sætter nye standarder på flere parametre.

På en stille og rolig mandag i juli, hvor der normalt er forholdvist stille i NFL-sammenhæng, stod twitter pludselig i brand.

Patrick Mahomes, NFL MVP i 2019, Super Bowl MVP i 2020 og Super Bowl mester, havde skrevet under på en 10-års forlængelse med Kansas City Chiefs.

De fleste journalister (inklusive nærværende site) var så forhippede på at være først med nyheden, at de ikke ventede på, at de endelige detaljer kom frem.

Dermed var der en del spekulation om kontrakt-struktur, exit-klausuler, løn-justeringer, etc.

Men her får du gennemgangen af den hidtil største kontrakt en sportsmand nogenside har indgået. Den kan være værd helt op til 504 millioner dollars eller med den nuværende kurs, ca. 3,37 milliarder kroner, eller hvad der svarer til en ottendedel af Storebæltsbroen.

Patrick Mahomes skrev mandag under på en 10-års forlængelse af sin nuværende kontrakt. Da Chiefs allerede havde indløst hans 5. år for 2021, er det altså 10 år efter 2021-sæsonen og dermed har Mahomes og Chiefs papir på hinanden til og med 2031.

Kontraktens værdi er på 450.000.000 dollars, hvoraf han får 10 millioner dollars (67 millioner kr.) i hånden her og nu. Derudover han har sikret sig lige under en milliard kroner, hvis han skulle gå hen og blive alvorligt skadet. Helt præcist 141.481.905 dollars er han garanteret uanset hvad. Hvordan man lige er kommet frem til det beløb, må guderne vide.

Hans gennemsnitlige løn på den nye kontrakt bliver mindst 45 millioner dollars, og dermed smadrer han markedet fuldstændig. Den næstbedst betalte spiller i NFL lige nu, er quarterback Russel Wilson fra Seattle Seahawks med en løn på 35 millioner dollars i snit pr. år. Set over de samlede 12 år får Mahomes lige under 40 millioner om året, men det er stadig nok til at give ham førstepladsen.

10 år – eller 12 om man vil – lyder af meget, men kigger man på det juridiske i aftalen, er det fra Chiefs synspunkt en 4 års kontrakt med mulighed for derefter at forlænge Mahomes hvert år i 8 år. De bestemmer selv, om de synes han er prisen værd. F.eks. skal han have 59,5 millioner dollars i 2027, hvis han stadig er at finde på holdkortet til den tid.

Samtidig forlyder det, men er endnu ikke officielt bekræftet, at Mahomes får en kontrakt, der er bundet op på lønloftet, så han altid får en minimums-procentsats af lønloftet. Det vil sige, at hvis NFLs lønloft stiger voldsomt, f.eks. på grund af nye tv-kontrakter og indtægter fra gambling, så stiger Mahomes’ kontrakt også. Hvis lønloftet falder eller ikke stiger som forventet, har det ingen indflydelse på den nye kontrakt. Det vil i givet fald være første gang, at en NFL-spiller får en kontrakt, der er direkte afhængig af stigninger i lønloftet.

Paradoksalt nok spiller Mahomes sin rookie-kontrakt færdig, som han indgik i 2017. Den giver ham blot 825.000 dollars i år. Til gengæld fik han jo så de der 10 mille for at skrive under på den nye kontrakt, så han kommer ikke til at gå sulten i seng. Det ekstra femte år på den oprindelige kontrakt, giver ham så til gengæld over 21 millioner dollars, fordi han er valgt i top 10.

Læs også: Sådan udregnes femte-års optioner

Kontraktdetaljer (kilde spotrac.com):
Samlet værdi: $477 millioner (2020 – 2031)

Nye penge: $450 millioner (2022-2031)
$63 millioner garanteret de næste tre år (til og med 2022)
$141 millioner garanteret i tilfælde af skade

Følgende gælder hvert år til og med 2031:
$1,25 millioner for at vinde AFC Championship (semifinale til Super Bowl)
$1,25 million for at blive kåret til NFL MVP