Kansas City Chiefs giver quarterback Patrick Mahomes en 10-årig kontraktforlængelse, der gør ham til den rigeste spiller i NFL’s historie. Aftalen holder Mahomes i klubben til og med 2031.

NFL MVP i 2019, Super Bowl MVP i 2020 og nu også indehaver af den største kontrakt i NFL-historien.

Quarterback Patrick Mahomes er enig med Kansas City Chiefs om en 10-årig kontraktforlængelse, der holder ham i klubben til og med 2031-sæsonen.

Adam Schefter fra ESPN beretter, at kontrakten er den største nogensinde i verdens bedste football-liga. I alt skulle forlængelsen have en værdi på op mod svimlende 503 millioner dollar, hvilket svarer til over 3,3 milliarder danske kroner. Strukturen kommer til at inkludere beløb, der løbende bliver garanteret, hvis Chiefs vil det, og i tilfælde af, at Chiefs ikke udnytter de klausuler, kan Mahomes komme ud af kontrakten.

Seattle Seahawks-quarterback Russell Wilson var tidligere den mest velhavende spiller i NFL med en årsløn på 35 millioner, men den årlige hyre overgår Patrick Mahomes nu med længder.

Chiefs og Mahomes har længe arbejdet på en massiv kontraktforlængelse, og det kommer som ingen overraskelse, at aftalen gør superstjernen til den højst lønnede spiller i NFL. Men at kontrakten skulle låse Mahomes de næste 12 år, havde de færreste nok forestillet sig.

Patrick Mahomes og Kansas City Chiefs vandt Super Bowl i den forgangne sæson efter et stærkt comeback mod San Francisco 49ers. Chiefs var bagud 10-20 i fjerde quarter, men vandt 31-20.