Kansas City Chiefs og Patrick Mahomes vandt Super Bowl i februar uden en ægte receiver-stjerne. Det får de nu med Marquise Brown.

Når man har kælenavnet “Hollywood”, så ligger det implicit, at man er enten en stjerne eller en diva.

Marquise Brown er nok mest det sidste, og selvom den hurtige receiver har et unikt talent, så har han aldrig rigtig slået til i NFL

Nu får han til gengæld for alvor chancen for at slå sit navn fast, for i den kommende sæson får den tidligere Baltimore Ravens og Arizona Cardinals-receiver Patrick Mahomes som quarterback.

Ifølge ESPN har “Hollywood” skrevet under på en ét-årig aftale til en værdi af 11 millioner dollars med Super Bowl mestrene fra Kansas City Chiefs.

Brown har dog haft en tendens til at tabe bolde af og til, og det er ligefrem noget Chiefs har brug for efter en sæson, hvor de førte ligaen i tabte bolde, og især Kadarious Toney havde svært ved at holde fast i den ovale læderkugle.

Toney er væk nu, og det er Marquez Valdez-Scantling også, så derfor havde Chiefs brug for noget fart på ydersiden, og det får de med det tidligere 1. runde valg, som Ravens nappede med pick 25 i NFL-draften i 2019.

Den 27-årige receiver virker selv som om, han er meget tilfreds med muligheden for at spille i et kastevenligt angreb, hvor han helt sikkert får muligheden for at vise sin fart frem.

Efter tre år for Ravens blev han tradet til Arizona Cardinals i 2022, men var plaget af skader og nåede kun at spille 24 kampe i sine to sæsoner i ørkenen, hvor den seneste var sammen med danske Hjalte Froholdt. Han er i øvrigt nevø til en anden hurtig herre med en noget blakket NFL-fortid, Antonio Brown.