Patrick Mahomes udgik af Chiefs’ slutspilssejr over Browns med en hjernerystelse. Nu skal han gennemgå og gennemføre NFL’s protokol for hjernerystelser for at blive klar til AFC-finalen mod Bills.

Kansas City Chiefs fik sig noget af et chok i tredje quarter af den forventede slutspilssejr over Cleveland Browns. Efter et mærkeligt, men lovligt hit var quarterback Patrick Mahomes ekstremt groggy.

Superstjernen blev hjulpet til sidelinjen og blev senere meldt ud i resten af kampen med en hjernerystelse. Chiefs formåede at køre sejren i land, men nu er det store spørgsmål så, om Mahomes bliver klar til søndagens AFC-finale mod Buffalo Bills.

Den forsvarende Super Bowl MVP er nu i NFL’s omfattende hjernerystelsesprotokol (på engelsk ‘concussion protocol’, red.) og skal i løbet af ugen klare en række tjek, før han i så fald kan klarmeldes.

Læs også: Video: Mahomes udgår efter knockout

Søndag var Chiefs-cheftræner meget optimistisk omkring Mahomes’ hoveskade, men mandag er meldingen lidt mere tilbageholdende.

“Vi følger den (protokollen, red.) og ser, hvordan han har det de næste par dage,” lyder det kortfattet fra Andy Reid.

Det er endnu for tidligt at sige, om Patrick Mahomes bliver vurderet skadesfri og klar til kamp. Det vil tiden vise. Men NFL-fans håber selvfølgelig på, at Chiefs-quarterbacken kommer sig lynhurtigt, så vi får et kæmpe brag i AFC-finalen.