Det lignede længe en kedelig forestilling i dagens Sunday Night opgør, mellem Houston Texans og Indianapolis Colts. Men med et fantastisk fjerde quarter lykkedes det hjemmeholdet at vinde 26-23.

I kampens indledning, og generelt hele første halvleg havde hjemmeholdet svært ved at rykke bolden. Brock Osweiler havde det mere end svært i starten, og så hjalp det ikke, at Lamar Miller ellers var velkørende. Derfor lykkedes det også kun for Texans, at sætte tre points på tavlen ved halvlegen, mens Indianapolis Colts satte 16 points på tavlen.

Samme stil fortsatte egentlig i tredje quarter af opgøret, og selvom Lamar Miller fik reduceret, så bragte Colts sig foran 23-9 i fjerde quarter. Kampen så dermed ud til at være afgjort, men lige pludselig tog fanden ved Texans’ angreb. Brock Osweiler fik dirigeret sit mandskab ned af banen, og især tight end CJ Fiedorowicz var en vigtig mand på dette tidspunkt. Med under fire minutter tilbage af kampen greb Lamar Miller et kort kast, hvor han snød næsten hele Colts-holdet, inden han løb ind til et touchdown, og en reducering til 16-23.

Texans’ forsvar viste herefter glimrende spil, og stoppede Colts på en tre og ud, hvilket gjorde Texans fik bolden tilbage med to minutter på uret. Efter tre spil, og 55 yards, havde Texans udlignet med et flot touchdown fra Osweiler til Fiedorowicz. Dermed skulle kampen ud i overtime.

Colts vandt lodtrækningen og valgte at modtage bolden. Efter en enkel første down, måtte de dog punte bolden til hjemmeholdet. Her gik der ikke lang tid, før Jaelen Strong lavede sit eneste catch på dagen. 36 yards, og ned i Colts’ red zone. Texans valgte herefter at sparke det afgørende 33 yards field goal, som Nick Novak sikkert satte ind.

Dermed vandt Houston Texans opgøret 26-23 efter et fremragende comeback. De er dermed 4-2 og i front af AFC South, mens Indianapolis Colts efter dagens nederlag er 2-4.