Baltimore Ravens (4-2) kom tilbage på sporet med en overbevisende 21-0-sejr på udebane mod Tennessee Titans (3-3).

Opgøret var en ensidig forestilling, hvor Ravens’ forsvar leverede en dominerende indsats. Marcus Mariota fik sjældent den fornødne tid til at spille sine receivere fri, da han blev sacket hele 11 (!) gange på 26 “dropbacks”. Præstationen slog (selvsagt) den hidtidige holdrekord om “antal sacks i en enkelt kamp” for Baltimore Ravens.

Ravens-angrebet genfandt også sin rytme efter sidste weekends blamage mod Cleveland Browns. Således scorede Joe Flacco og co. touchdowns på de første to angrebsserier, hvilket brød godt og grundigt med enhedens daværende, negative stime på 25 fortløbende angrebsserier i træk uden touchdown. Joe Flacco sluttede kampen med 238 kastede yards, et enkelt touchdowns (til Michael Crabtree) og en interception. Derudover leverede Alex Collins to touchdowns via løbespillet.

Med sejren er Ravens 4-2, og kom dermed tilbage på sporet i kapløbet om AFC North-titlen. Titans led omvendt et alvorligt tilbageslag i et spillemæssigt perspektiv, men holdet er øverst i AFC South med 3-3.