Der var underholdning for alle pengene og drama til det sidste, da New England Patriots og Seattle Seahawks tørnede sammen i Foxborough.

Da New England Patriots og Seattle Seahawks senest mødtes, var scenen Super Bowl XLIX, hvor Patriots snuppede sejren efter et mindeværdigt spil af cornerback Malcolm Butler.

Forventningerne var derfor store i nattens opgør, og kampen skuffede på ingen måde. Seahawks fik hævn og vandt 31-24 efter et opgør med hele syv føringsskift og storspil på begge angreb.

Quarterback Russell Wilson og wide receiver Doug Baldwin var fremragende og gjorde forskellen. Wilson ramte på 25 af 37 kast for 348 yards og tre touchdowns, der alle havde Baldwin som modtager. Samtidig gav gæsterne ikke bolden væk en eneste gang, mens forsvaret skabte to turnovers.

Seattle var generelt en tand skarpere end New England, men havde problemer med at score touchdowns i redzone. Syv ture inden for Patriots’ 20-yard linje resulterede i tre touchdowns og fire field goals, og derfor var hjemmeholdet med til det sidste.

Tom Brady spillede sin dårligste kamp indtil videre i år ved for første gang at kaste en interception, og samtidig satte han ingen touchdowns på tavlen.

Quarterbacken spillede dog ikke håbløst og leverede flere flotte kast i anden halvleg, men da det hele stod på spidsen, fejlede Brady og resten af angrebet.

Til sidst i opgøret havde Patriots fire forsøg inden for Seahawks’ fem-yard linje til at udligne, men hverken LeGarrette Blount (der scorede tre touchdowns i kampen) eller Brady kunne snige bolden over stregen. Dette mislykkede kast til Gronkowski, var værternes sidste forsøg på et udlignende touchdown.

I stedet kunne Seattle juble over en kæmpe sejr, der giver genklang i NFL og sår tvivl om New Englands suverænitet.

Seahawks er nu 6-2-1, mens Patriots falder til 7-2.