Baltimore Ravens lægger pres på Pittsburgh Steelers med en sejr på 20-12 over Tampa Bay Buccaneers.

Joe Flacco kunne se til fra bænken, mens Lamar Jackson førte Ravens tilbage på sejrssporet efter endnu en flot præstation. Den unge quarterback præsterede 226 totale yards (131 yards via kastespillet og 95 via løbespillet), et enkelt touchdown og adskillige bemærkelsesværdige spil på kampafgørende tidspunkter – så som nedenstående:

Foruden Lamar Jackson førte Gus Edwards og Kenneth Dixon an med flotte præstationer i løbespillet. Ravens sluttede med 247 løbede yards, og blev dermed det første hold siden 1976 (Steelers, red.) til at løbe for mere end 190 yards i fem fortløbende kampe.

Jameis Winston og Mike Evans gjorde ellers deres for at holde kampen tæt – f.eks. via nedenstående flotte spil, hvor Winston dansede sig forbi Terrell Suggs, og leverede et forrygende kast til sin angrebsprofil. Winston kastede imidlertid også en interception til Marlon Humphrey i kampens afsluttende fase, hvilket – bl.a. – tippede sejren til Ravens.

Med sejren kan Baltimore Ravens (8-6) indtage førstepladsen i AFC North, såfremt Pittsburgh Steelers (7-5-1) taber til New England Patriots i aften. Omvendt er Tampa Bay Buccaneers 5-9, og det er nærmest et spørgsmål om tid, før Dirk Koetter står uden job.