Hunt og Mahomes stjal showet i ny Chiefs-storsejr

0

Kareem Hunt scorede tre gange, mens Patrick Mahomes kastede for 375 yards og tre touchdowns, da Kansas City Chiefs sejrede 37-21 i Cleveland.

Cleveland Browns skulle på noget af en opgave i den første kamp efter fyringen af Hue Jackson, da brandvarme Kansas City Chiefs lagde vejen forbi Ohio.

Greg Williams fik ingenting foræret i sin cheftrænerdebut for Browns, der blev sat til vægs af et markant stærkere Chiefs-mandskab med cifrene 37-21.

Prøv NFL GamePass gratis

Det kommer ikke bag på nogen, at Chiefs’ offensiv igen var sprudlende og flyttede bolden efter behag. Quarterback Patrick Mahomes var igen forrygende, da han spredte bolden rundt for i alt 375 yards og tre touchdowns samt en interception (på et Hail Mary-forsøg i slutsekunderne af første halvleg). Det var hans ottende kamp i træk med over 300 kasteyards.

Også runningback Kareem Hunt og tight end Travis Kelce var flyvende i kampen med samlet 240 yards og fem touchdowns. Samtidig rykkede Chiefs-cheftræner Andy Reid med sine 202. sejr op på ottendepladsen for flest sejre nogensinde for en cheftræner i NFL.

Chiefs tog føringen fra starten og så sig aldrig tilbage, men det var ikke et ueffent Browns-mandskab, vi så. I hvert fald ikke på angrebet, hvor Baker Mayfield leverede en fin præstation. Chiefs var bare to klasser bedre.

Med sejren er Chiefs 8-1 og i førerposition i AFC West, mens Browns er 2-5-1.

Væsentlige stats

Browns
Baker Mayfield 29/42 for 297 yards, 2 TD’s, 1 INT
Nick Chubb 22 løb for 85 yards, 1 TD
Duke Johnson 9 grebne bolde for 78 yards, 2 TD’s
Jarvis Landry 6 grebne bolde for 50 yards

Chiefs
Patrick Mahomes 23/32 for 375 yards, 3 TD’s, 1 INT
Kareem Hunt 17 løb for 91 yards, 2 TD’s, 1 grebet bold for 50 yards, 1 TD
Travis Kelce 7 grebne bolde for 99 yards, 2 TD’s
Tyreek Hill, 4 grebne bolde for 69 yards