Cleveland Browns tabte 26-23 til Buccaneers i en kamp hvor deres forsvar ellers forcerede hele fire turnovers.

Hvis du havde spillet blindt på overtid i Browns’ første 7 kampe i år, så ville du formentlig have en ret tung pengepung på nuværende tidspunkt. Hue Jackson’s mandskab var nemlig for fjerde gang i sæsonen i overtid da de mødte Buccaneers, hvor man for tredje gang måtte se sig slået på målstregen. 

Browns har været exceptionnelle til at forcere turnovers fra modstanderen i år, og i dag var ingen undtagelse. Jameis Winston kastede to interceptions og havde generelt ikke nogen helt nem kamp. Samtidig samlede Browns’ forsvar 2 fumbles op undervejs.

Men det hele skulle vise sig at være forgæves, for angrebet med Baker Mayfield i spidsen kom først for alvor i gang i fjerde quarter. Buccaneers var ellers uden deres to defensive stjerner Gerald McCoy og Vinny Curry til kampen, men der var pres på Mayfield fra start til slut her. Baker blev nemlig stadig sacket hele 5 gange i kampen, og Browns’ offensive tackles havde generelt problemer med den tidligere Browns spiller Carl Nassib og hans makker Jason Pierre-Paul, der samlet fik tre sacks og ramte Baker 3 gange yderligere.

Kampen endte med et 59 yards field goal som Bucs’ kicker Chandler Catanzaro hamrede ind til stor jubel for tilskuerne og Bucs spillerne. Catanzaro havde ellers misset det afgørende spark i den ordinære spilletid, men det er endte heldigvis for ham med at være fuldstændig ligegyldigt.