Forventningerne var tårnhøje til Kansas City Chiefs og Los Angeles Rams, og de to tophold skuffede på ingen måde. I en vanvittig 54-51 sejr til Rams satte de to hold adskillige rekorder i årets vildeste kamp indtil videre.

Kampen mellem Los Angeles Rams og Kansas City Chiefs skulle oprindeligt have været afholdt i Mexico City, men grundet en dårlig bane blev kampen rykket til Los Angeles i sidste uge. Forventningerne var dog stadig tårnhøje til de to tophold, og de skuffede på ingen måde.

Det blev et rent pointorgie, hvor de to mandskaber skiftedes til at lave touchdowns i et væk, og da alle fire quarters var spillet, kunne tilskuerne måbende se en 54-51 stilling til Rams på scoretavlen. De 51 point scoret er flest nogensinde for et tabende hold, og den samlede pointtotal er flest nogensinde i en mandagskamp.

Med en 54-51 slutstilling forløb kampen naturligvis i et højt tempo fra start til slut. Rams var hurtigts ude af starthullerne med to touchdown-kast fordelt til Josh Reynolds og Robert Woods, og efter et misset ekstra point tog de en 13-0 føring.

Chiefs med en flyvende Tyreek Hill i spidsen svarede dog hurtigt igen. Hill greb sit første af 2 touchdowns, og efter et field goal til hvert hold, tog Chiefs en kortvarig føringen, da Kareem Hunt fandt vej til end zone efter et kort screen kast fra Mahomes.

Det var dog ikke kun angrebene, der ville være med i scoringscirkusset, og det første af tre forsvarstouchdowns kom, da Rams’ outside linebacker Samson Ebukam samlede en Mahomes-fumble op og løb den i endzone. Fumblen blev forceret af en uhyggelig Aaron Donald, der terroriserede Chiefs’ offensive linje og endte med to sacks og otte hurries.

Pausestillingen var 23-23 efter Mahomes tredje af i alt seks touchdown-kast, og hvis tilskuerne troede, at første halvleg havde været hæsblæsende, skulle de bare vente til anden halvleg.

I tredje quarter byggede Rams en 10 points føring efter Samson Ebukam lavede sit andet touchdown på en pick-six, men hurtigt skulle spændingen blive bragt tilbage i kampen via Tyreek Hills lynhurtige stænger. Et styrt i Rams’ secondary sendte Hill helt fri mod et 73  yards touchdown, og den ustyrlige Hill sluttede kampen med 10 grebne bolde for 215 yards og to touchdowns. Stillingen var på dette tidspunkt 40-37 til Rams.

https://twitter.com/ftbeard_17/status/1064732752962977793

Herefter scorede Chiefs deres eneste forsvarstouchdown efter en Jared Goff-fumble, og så havde de genvundet føringen, mens pointtotalerne nærmede sig de 100 point. De over 100 point skulle fansene få lidt senere, men først kunne de se Rams score på et kort kast til tight end Gerald Everett, hvorefter Chiefs svarede igen med et touchdown-kast til Christ Conley. Det gav en stilling på 51-47 til Chiefs med omkring 3 minutter igen af kampen.

Rams skulle dog kun bruge 58 sekunder, før de havde flyttet bolden 75 yards til Chiefs’ endzone for aftenenes 14. touchdown, hvilket samtidig sikrede de over 100 point i kampen. Chiefs skulle forsøge at svare igen, men på et kast blev Patrick Mahomes’ arm ramt i kasteøjeblikket, og bolden fløj i en pæn bue hen i favnen på den tidligere Rams-stjerne Marcus Peters, der interceptede bolden.

Chiefs fik bolden igen til allersidst med en lille mængde tid igen, men på dette tidspunkt var det for sent. Rams holdt stand og vandt et vanvittigt opgør med cifrene 54-51.

Udvalgte Statistikker

Los Angeles Rams
Jared Goff: 31/49 for 413 yard, 4 touchdowns og 2 fumbles
Brandin Cooks: 8 receptions for 107 yards
Aaron Donald: 4 tacklinger, 2 sacks, og 8 hurries
Samson Ebukam: 3 tacklinger, 1 sack, 1 fumble recovery, 1 interception og 2 touchdowns.

Kansas City Chiefs
Patrick Mahomes: 33/46 for 478 yards, 6 touchdowns, 3 interceptions og 2 fumbles.
Tyreek Hill: 10 catches for 215 yards og 2 touchdowns
Chris Jones: 6 tacklinger, 2 sacks, 2 QB hits og 3 pressures