
Julen kommer til at stå i NFL’s tegn. Aldrig har der været så meget ovalbold i dit fjernsyn på så kort tid.
Glem alt om familiehygge og gløgg med tante Oda. Altså med mindre hun er NFL-fan. For julen 2025 kommer til at gå over i historien, når vi taler NFL.
Fra fredag d. 19. december til og med tirsdag d. 30. december kan du se NFL hver dag med undtagelse af lige juleaften
Ahmen det kunne jo næsten ikke være timet bedre. Der er simpelthen NFL i dit fjernsyn, din tablet, computer eller telefon alle dage – undtagen juleaften og nytårsaften.
Et af højdepunkterne er d. 25. december. 1. juledag falder i år på en torsdag og byder på tre kampe, hvor de to første vises på Netflix, så dem burde de fleste danske NFL-fans have mulighed for at se hjemme eller hos en kammerat. TV2’s platforme viser også nogle udvalgte kampe, og resten kan du tage på NFL Gamepass, hvor du får resten af sæsonen til spotpris lige nu.
Fredag d. 19. december (Spilleuge 16)
Den kommende spilleuge byder på kampe torsdag, lørdag, søndag og mandag. Det hele begynder torsdag nat med braget mellem LA Rams og Seattle Seahawks. Er du ikke lige natteravn, så kan du tage den forskudt med NFL Gamepass fredag d. 19. december, og således begynder vores vanvidsjul med NFL i kigkassen 11 ud af de næste 12 dage.
Lørdag d. 20. december (Spilleuge 16)
NFL har lagt to divisionskampe lørdag, og der er ingen tvivl om, at de havde store forventninger til dem begge. Lad os sige det på den måde, at det blev 50-50. Lørdagsballet åbner først kl. 23 med NFC East opgøret mellem Washington Commanders og Philadelphia Eagles. Den er sådan so-so. Til gengæld er natkassekampen vild. Det er Chicago Bears mod Green Bay Packers i en duel om førstepladsen i NFC North. Den kan du stå op til søndag morgen og tage forskudt sammen med kaffen på Gamepass.
Søndag 21. december (spilleuge 16)
Der er fuld program søndag med 12 kampe. Der er opgøret mellem Denver Broncos og Jacksonville Jaguars klart det mest spændende, men der er også andre vigtige kampe på programmet. Se alle kampe og kickoff-tider her.
Mandag 22. december (spilleuge 16)
Den sene kamp søndag er ny-klassikeren mellem Baltimore Ravens og New England Patriots. Ravens SKAL bruge en sejr for at holde liv i drømmen om en playoff-plads, mens Patriots skal vinde for at holde fast i 1.-pladsen i AFC East divisionen. Tag den forskudt eller forkortet mandag med NFL Gamepass.
Tirsdag 23. december (spilleuge 16)
Natten til tirsdag spiller San Francisco 49ers hjemme mod Indianapolis Colts. Det er en vigtig kamp for begge mandskaber. 49ers har stadig chancen for både at vinde NFC West og nappe 1. seed i hele NFC-halvdelen. Colts SKAL vinde for at bevare håbet om en Wild Card plads. De starter i øvrigt 44-årige Philip Rivers på quarterback.
Onsdag 24. december – Juleaften
Her har du fri. Brug tiden på at hygge med familien, få et godt måltid, dans om juletræet, pak gaver op, snyd i mandelkonkurrencen, og få fortalt familien, at de skal nyde dit selskab nu, for resten af julen finder de dig foran fjernsynet. Og klik så videre for at se programmet mellem jul og nytår.
Næste side: NFL alle dage frem til Nytårsaften








