Den dygtige pass rusher er dybt frustreret over, at han ikke er blevet tradet væk fra Jacksonville Jaguars. Det gik mandag ud over Tony Khan, der er søn af holdejer Shad Khan og ‘senior vice president of football administration and technology’

Yannick Ngakoue har flere gange sagt, at han vil trades væk fra Jaguars. Men indtil videre er intet sket.

Manglen på trade-forhandlinger har gjort den 25-årige forsvarsspiller så frustreret, at han mandag endte i et heftig Twitter-skænderi med Tony Khan, søn af milliardæren Shad Khan, som har ejet Jaguars siden 2012.

Det hele startede, da Ngakoue tweetede #FREEYANN og efterfølgende bad Tony Khan om at “stoppe med at gemme sig”.

Da Khan svarede, at han var ved at forberede sig til draften, begyndte tweetsene at flyve frem og tilbage. Ngakoue påstod, at Khan havde lovet ham, at hans kamp mod Chargers i 2019 ville være hans sidste i en Jaguars-uniform, og at Khan ikke besvarede opkaldene fra Ngakoues agent. Han rundede sit tweet af med en klovne-emoji.

Khan forsøgte at holde den pæne tone og takke Ngakoue for hans præstationer hos Jacksonville, mens han samtidig understregede, at Ngakoues fornærmelser ikke vil få trade-forhandlingerne til at gå hurtigere. Det vil kun et godt tilbud fra et andet hold.

Da Ngakoue tweetede tilbage, at han bare vil trades og ikke gad høre på flere taler, tweetede Khan sarkastisk tilbage: “Vis mig kompensationen. Jeg er forresten sikker på, at du virkelig har presset din pris op i dag.”

Hele Twitter-samtalen mellem de to kan ses her.

Der har været ondt blod mellem Ngakoue og Jaguars siden sidste juli, hvor den daværende football-tsar Tom Coughlin pludselig afbrød kontraktforhandlingerne med Ngakoues agent. Klubben tilbød eftersigende Ngakoue 19 millioner dollar om året, men Ngakoue takkede nej og måtte i stedet spille videre på sin rookie-kontrakt. Han tjente derfor sølle to millioner dollars i 2019.

Nu er han fast besluttet på at komme videre, men det kan blive dyrt for et hold at hente den talentfulde pass rusher.

Prisen for Ngakoue er eftersigende et førsterundevalg, og selvom flere hold skulle have kontaktet Jaguars, har ingen endnu givet et reelt bud.

Et interesseret hold vil nemlig ikke bare skulle give et førsterundevalg, men også en ny kontrakt til Ngakoue, hvis kontrakt er udløbet og derfor blev franchisetagget af Jaguars tidligere på året – et tag, han endnu ikke har skrevet under på.

Ngakoue har tidligere luftet sine lønkrav, og det er ikke pebernødder, han er ude efter.

Læs også: Yannick Ngakoue vil være ligaens tredjebedst betale defensive spiller