Tredje spillerunde sparkes i gang natten til fredag, hvor Jacksonville Jaguars og Tennessee Titans brager sammen i et normalvis højintenst divisionsopgør.

Det er to sårede mandskaber, der skal i kamp på EverBank Field i Jacksonville, Florida. Tennesse Titans tabte senest til Indianapolis Colts (17-19, red.) som følge af en intetsigende angrebspræstation, hvor Marcus Mariota og co. – eksempelvis – blot konverterede på ét af ti tredje down-forsøg.

Værterne fra Jacksonville tabte ligeledes et tæt divisionsopgør mod Houston Texans som følge af et mislykket to-points-forsøg med 30 sekunder igen. Forsvaret genfandt fordums styrke, hvortil enheden sackede Deshaun Watson fire gange og blot tillod 263 yards. Der er dog blæst mørke skyer indover Jaguars’ forsvar siden præstationen; superstjernen Jalen Ramsey har således krævet at blive handlet væk snarest muligt!

Seneste nyt på skadesfronten

Trods Ramseys ultimative krav har Doug Marrone meddelt, at den 24-årige cornerback kommer til at starte opgøret mod Titans. Jaguars har derimod dømt tight end Josh Oliver og linebacker D.J. Alexander ude med forstrækninger, mens cornerback-duoen A.J. Bouye (hofteskade, red.) og Josh Robinson (fodskade) er begge tvivlsomme.

Der er imidlertid gode nyheder for Jaguars’ offensive linje, hvor tackle Cam Robinson ser ud til at være blevet sin skade kvit, hvorpå han kan få sin sæsondebut mod Titans.

Tennessee Titans må undvære Chris Milton (kraveben), David Fluellen (forstrækning) og Kevin Pamphile (knæskade), mens linebacker Wesley Woodyard er tvivlsom på grund af en lægskade.

Holde øje med …  

Hvor står Jalen Ramsey?

Jacksonville Jaguars’ profilerede cornerback har skabt en del drama og postyr henover den seneste uge med sit ultimative krav om et holdskifte. Ramsey har bl.a. udtalt, at han ønsker at blive en del af et hold, der kan konkurrere om Super Bowl-titlen.

I sidste uge leverede Ramsey en magtpræstation, da han holdt DeAndre Hopkins til fire grebne bolde for sølle 27 yards i sin opdækning. I nattens opgør får Ramsey en gunstig mulighed for at sælge sig selv, da han står over for Titans’ unge receiverkorps – anført af Corey Davis og rookie A.J. Brown.

Fortsætter Derrick Henry sin dominans mod Jaguars?

Senest Jacksonville Jaguars og Tennessee Titans tørnede sammen, stjal Derrick Henry spotlyset med 238 løbede yards og fire touchdowns på blot 17 løbeforsøg. Hvis Jacksonville Jaguars skal gøre sig forhåbninger om at smage sejrens sødme, skal de gøre et bedre stykke arbejde i nat.

Henry har imidlertid været den mest produktive running back i NFL i de seneste seks kampe med 750 løbede yards og 9 touchdowns. Læg hertil at Jaguars har tilladt mere end 100 yards i de første to opgør i 2019… Så er der lagt i kakkelovnen til endnu en stor aften af Derrick Henry.

Spiltips

På papiret ligner det et tæt og lavt-scorende opgør – særligt, hvis Jacksonville Jaguars’ forsvar kan opretholde niveauet fra sidste spillerunde. Marcus Mariota og Tennessee Titans råder heller ikke over det mest sprudlende angreb, hvilket taler for et lavt-scorende opgør.

I den forbindelse giver Danske Spil odds 1,72 på, at der kommer under 40,5 point i opgøret, og det bliver ugens spiltip til torsdagskampen. I de seneste tre indbyrdes opgør mellem Titans og Jaguars er de gået under linjen.

Du kan finde spillet via dette link. Spil ansvarligt!

Forudsigelse

Ingen af holdene kan tillade sig at tabe nattens kamp, eftersom det vil gøre Jaguars til 0-3, mens Titans vil have tabt to divisionsopgør, hvilket kan få betydning i forhold til eventuel tie breaker – særligt i en formodentlig tæt AFC South. Jeg forventer, at Derrick Henry får en masse bolde at arbejde med, mens Marcus Mariota skal forsøge at levere en konservativ og (tilnærmelsesvis) fejlfri præstation. Omvendt er der fortsat en masse spørgsmålstegn omkring den uprøvede Jaguars-quarterback Gardner Minshew…

Titans har vundet de seneste fire indbyrdes kampe mod Jaguars, og jeg forventer, at de forlænger sejrsstimen. Tennessee Titans vinder med 19-13.