Jalen Ramsey vil væk fra Jacksonville Jaguars og har anmodet om en trade.

Så er igen uro i Jacksonville.

Stjernecornerbacken Jalen Ramsey kunne i søndagens nederlag til Houston Texans ses skændes med cheftræner Doug Marrone, og nu har Jalen Ramsey øjensynligt givet op på projektet i Jacksonville.

Cornerbacken vil nemlig trades til et andet hold. Det bekræfter hans agent, David Mulugheta, overfor ESPN.

Ifølge mediet har Jaguars allerede forhørt sig i ligaen, og de skulle være på udkig efter minimum et førsterundevalg.

Skulle et hold bytte sig til Jalen Ramsey, skal de formentlig også forgylde ham med en ny lukrativ kontrakt. Den 24-årige cornerback, der blev valgt som nummer fem i NFL-draften i 2016, er kun under kontrakt til og med 2020-sæsonen og har gjort det klart, at han ønsker en ny kontrakt.

Jalen Ramsey har været til Pro Bowl i de seneste to sæsoner og var på All-Pro førsteholdet i 2017.