
Indianapolis Colts vandt endnu en europæisk sejr, da de besejrede Washington Commanders med 30-13 i London.
Søndag vendte NFL tilbage til Europa, da Washington Commanders og Indianapolis Colts gæstede Tottenham Hotspur Stadium.
Her overværede godt 61.000 tilskuere en ensidig affære, som Colts vandt med 30-13 efter en overbevisende præstation i anden halvleg.
Med sejren er Indianapolis Colts tilbage på nulpunktet med 2-2, mens Washington Commanders dumper ned på 1-3, og risikerer at blive distanceret i kampen om NFC East.
Én ulykke kommer sjældent alene
Washington Commanders var på forhånd decimeret af skader, da de både manglede Jayden Daniels og Terry McLaurin på grund af skader.
Én ulykke kommer sjældent alene, og det var også tilfældet for Commanders’ angreb i London. I kampens begyndelse udgik Marcus Mariota, som vikarierede for Jayden Daniels, med en knæskade, efter han blev sendt til tælling af to Colts-spillere.
I stedet blev Marcus Mariota afløst af den upåagtede Athan Kaliakmanis, som Commanders valgte i syvende runde af forårets draft.
Kaliakmanis kæmpede det bedste, han havde lært, og han sluttede sin NFL-debut med 186 kastede yards, et touchdown og en interception.
Commanders håber på at kunne have Jayden Daniels klar til femte spillerunde, hvor de møder New York Giants.
Jonathan Taylor-ekspressen
Daniel Jones, som var én af de helt store solstrålehistorier i den seneste sæson, havde det mildest talt svært mod Commanders’ kasteforsvar. Jones ramte bare på 19 af 34 kast for 143 yards med nul touchdowns og to turnovers som følge.
I stedet var det Colts’ løbeangreb, som gjorde forskellen. Daniel Jones bidrog selv med et touchdown i kampens slutfase.
Derudover spillede Jonathan Taylor sin hidtil bedste kamp i 2026-sæsonen, da han løb for 95 yards og scorede to touchdowns.
Jonathan Taylor spillede også en nøglerolle, da Indianapolis Colts besejrede Atlanta Falcons i Berlin i fjor, da han leverede hele 244 løbe-yards og tre touchdowns. Mon ikke han er klar på at vende retur til Europa igen?










