NFL kommer til Tyskland i 2022. Det står næsten fast efter tirsdagens udmelding.

Tirsdag udpegede NFL nemlig de tre tyske byer Düsseldorf, Frankfurt og München som mulige værtsbyer for en NFL-kamp “så tidligt som i 2022”.

Den sidste sætning er den væsentligste, for kommer der ikke tilbagefald i Coronaen eller andre uforudsete faktorer på banen, så spiller NFL med garanti en kamp i Tyskland til næste år.

Nu kommer de tre byer så til at skulle kurtisere NFL og fortælle ligaen, hvorfor lige nøjagtig de skal være vært for det største amerikanske indtog hos vores tyske underboer siden anden verdenskrig.

Det bliver lige som, når Super Bowl værtsbyer gør sig til. Hvad kan man tilbyde? Hvad er unikt og innovativt? Og hvad har man, som de andre byer ikke har?

Düsseldorf og Frankfurt havde begge stor succes i det hedengangne NFL Europe hvor Düsseldorf Rhein Fire og Frankfurt Galaxy havde fyldte arenaer til alle kampe. Nu får de måske også mulighed for at blive vært for en ægte NFL-kamp.

München er… nå ja, München og har Allianz arena og er umiddelbart favorit til at få den første NFL-kamp i Tyskland.

Alle hold skal spille i udlandet

Fremover kommer alle NFL-hold kommer til at spille mindst én kamp i udlandet hvert 8. år, og der er mulighed for flere, hvis en klub melder sig frivilligt. Her kunne en NFL-klub måske vælge en tysk by som ekstra hjemmebane med den enorme tilskueropbakning, der naturligt vil være i Tyskland.

Det anslås, at der er op mod 10 millioner NFL-fans i Tyskland, og tv-tal viser, at over to millioner tyskere så Super Bowl i februar. Det er den store fanskare, som NFL gerne vil have til at købe billetter, trøjer, GamePass mm.

Se alle kampe, der er spillet internationalt gennem årene her.