NFL er tilbage i London, når New Orleans Saints og Minnesota Vikings gæster Tottenham Hotspur Stadium søndag.

Siden 2007 har NFL været fast gæst på det europæiske kontinent og i år kan vi se frem til intet mindre end fire kampe i Europa – tre i London og en enkelt kamp i München. Det hele går løs på søndag, når New Orleans Saints (1-2) og Minnesota Vikings (2-1) tørner sammen på Tottenham Hotspur Stadium kl. 15.30 dansk tid.

Det er to mandskaber, som har gode minder og resultater fra den engelske hovedstad. Både Saints og Vikings er ubesejrede i de to kampe, som de hver især har spillet i London. Holdene var senest på besøg i 2017, hvor Saints uddelte æg og besejrede Miami Dolphins med 20-0, mens Vikings sendte Browns retur til Cleveland med et sviende nederlag på 33-16.  

Selvom der blot er spillet tre kampe, virker det som, at New Orleans Saints står ved en skillevej. Holdet er ikke kommet godt fra land, og det er især angrebets manglende kvalitet og kontinuitet, som må give cheftræner Dennis Allen dybe panderynker. Senest formåede Jameis Winston og co. bare at sætte 14 point på tavlen, mens de smed bolden væk tre gange, hvortil Saints tabte overraskende med 22-14 til Carolina Panthers.

Det er også svært at blive klog på søndagens modstandere fra Minnesota, der leverede et offensivt festfyrværkeri mod Green Bay Packers i første spillerunde, før de blev skilt fra hinanden i Philadelphia, hvor angrebet kun producerede 264 yards og blev holdt til sølle syv point. Det lignede også længe, at Vikings skulle tabe til Lions i tredje spillerunde, men i sidste ende løb de med sejren på 28-24 efter at have vundet fjerde quarter med 14 point.

Se Saints-Vikings direkte: Prøv NFL Gamepass nu i en uge gratis

Summa summarum kan det europæiske publikum se frem til et opgør, hvor begge hold har meget på spil. Både Saints og Vikings har ambitioner om at avancere til det forjættede slutspilsland, men efter en blandet start på sæsonen, har de brug for at opbygge momentum og levere en solid præstation. Potentielt er der også en vigtig indbyrdes tie breaker på spil, hvis vi antager, at Saints og Vikings kommer til at kæmpe side om side om slutspilspladserne til januar.

Seneste nyt på skadefronten

Den helt store historie, som omgiver kampen, handler om Jameis Winstons helbred og hvorvidt han bliver klar til at spille, eller om Andy Dalton skal i aktion. Winston har efter sigende døjet med både rygsmerter og en ankelskade i de seneste uger, der skulle være en del af forklaringen på, at han er kommet spillemæssigt skidt fra land i 2022. Foreløbigt har Winston kastet for 858 yards med fire touchdowns og fem interceptions som følge. Dertil har han en QB-rating på 35,3, hvilket er syvende dårligst i NFL.

De fleste kender Andy Dalton fra hans tid som startende quarterback i Cincinnati, hvor han i perioder havde fin succes. I de seneste to sæsoner har Dalton været leveringsdygtig som reserve i henholdsvis Dallas og Chicago, hvor det alligevel er blevet til 19 kampe med 3.684 yards, 22 touchdowns og 17 interceptions som følge. Andy Dalton er alt andet lige en habil reserve, som bør kunne træde ind og få Saints’ angreb til at fungere nogenlunde.

Foruden det potentielle fravær af Jameis Winston er Michael Thomas (fodskade), Andrus Peat (hjernerystelse) og Marcus Maye (ribbensskade) allerede meldt ude af opgøret.

Hos Minnesota Vikings må Kevin O’Connell formentlig se bort fra Za’Darius Smith, der døjer med knæproblemer. Det vil være et betydeligt tab for Vikings, da Za’Darius Smith ellers har fået en god sæsonstart med otte tacklinger og to sacks.

På den positive side forventes Vikings at få Harrison Smith tilbage, efter at han missede holdets seneste opgør med en hjernerystelse. Harrison Smith er forsvarets ubestridte leder såvel i omklædningsrummet som på banen, hvor han står noteret for 868, 16,5 sacks og 30 interceptions i de 11 sæsoner, han har tørnet ud i lilla.

Hold øje med…

Finder Justin Jefferson formen igen?

Det har været svært at blive klog på Minnesota Vikings’ angreb i år, der enten har lignet en opdateret version af Sean McVays angreb eller et Drew Lock-anført Denver Broncos. På samme vis har Justin Jefferson haft en skizofren sæsonstart, hvilket formentlig også har haft betydning for angrebets samlede indtryk.

Jefferson var her, der og alle vegne i sæsonpremieren, hvor han greb ni bolde for 184 yards og to scoringer mod Green Bay Packers’ ellers frygtede forsvar. Siden da er Jefferson gået fuldstændig i stå og har kun grebet ni bolde for 62 yards. Senest var det Jeff Okudah og Lions, der lykkedes med at begrænse ham til sølle 14 yards, hvilket var hans dårligste kamp i karrieren statistisk set.

Søndag står han over for Dennis Allens forsvar, der har tilladt femte færrest kastede yards (183,7) og færrest kastede touchdowns (0,7) pr. kamp i indeværende sæson. Det skyldes ikke mindst, at cornerback Marshon Lattimore igen leverer skudsikker opdækning og vi må forvente, at han får til opgave at dække Jefferson op.

Det var i hvert fald tilfældet i holdenes seneste indbyrdes opgør i 2020, hvor Lattimore dækkede Jefferson op på 2/3 af Vikings’ offensive spil og hvor sidstnævnte var i aktion. Ifølge Next Gen Stats var det også Lattimore, der trak sig sejrsrigt ud af deres kamp, da han blot tillod Jefferson at gribe to bolde for 25 yards i de indbyrdes dueller.

Samlet set får Justin Jefferson relativt svære arbejdsvilkår, og hvis ikke han formår at slå Lattimore i deres direkte duel, vil det hæmme Vikings’ offensive præstation.

Hvem skal score pointene for Saints?

Uanset om det bliver en halvskadet Jameis Winston eller en rusten Andy Dalton, der starter under center, bliver det afgørende, at andre spillere tager et større læs, hvis Saints skal følge med Kirk Cousins på pointtavlen. Eftersom Michael Thomas også sidder ude, peger pilen på rookie Chris Olave, der har taget NFL med storm.

Saints valgte Olave med det 11. valg i forårets draft og den 22-årige receiver har været et af de få lyspunkter på angrebet i år. Foreløbigt står Olave noteret for 17 grebne bolde for 268 yards – og senest agerede han enmandshær mod Panthers, hvor han greb 147 yards.

Ud over den velspillende Chris Olave er det påkrævet, at Alvin Kamara genfinder fordums styrke. Kamara leverede en relativt skuffende sæson i fjor, hvor han ”blot” løb og greb 965 yards. De negative tendenser er fortsat ind i 2022, hvortil han bare greb han bare to af de syv bolde i Saints’ seneste kamp, som han “kun” leverede 73 yards i samlet set.

Alvin Kamara bør imidlertid have gunstige muligheder for at kickstarte sin personlige sæson mod Vikings’ forsvar, der har tilladt 137,7 yards pr. kamp i 2022, hvilket er niende flest i NFL. Hvis ikke det lykkes for Kamara, er Saints dårligt stillet.  

Forudsigelse

Med tanke på de mange skadeskvaler og den manglende stabilitet, som begge døjer med, er det ikke utænkeligt, at vi får en relativt lavt scorende affære at se. Vikings’ angreb får utvivlsomt svært ved at knække Saints’ velspillende forsvar, mens det er svært at have høje forventninger til enten en halvskadet Jameis Winston eller Andy Dalton.

I sidste ende bør Kirk Cousins, Justin Jefferson og Dalvin Cook sætte tilstrækkeligt med point på tavlen til, at Vikings tager den tredje sejr på stribe i London. Det kan meget vel være begyndelsen på enden for Saints’ slutspilsambitioner.

Minnesota Vikings vinder London-opgøret med 23-13.

Se Saints-Vikings direkte: Prøv NFL Gamepass nu i en uge gratis