
Sæsonens første London-kamp stod mellem Cleveland Browns og Minnesota Vikings, hvor sidstnævnte trak det længste strå.
Minnesota Vikings vandt 21-17 over Cleveland Browns i søndagens første NFL-kamp, der blev spillet på Tottenham Hotspur Stadium.
Sejren kom i hus efter et sidste drive, hvor Vikings kørte hele vejen ned af banen og scorede de afgørende point med 25 sekunder igen
Carson Wentz ramte en ellers ret anonym Jordan Addison for det vindende touchdown og en 21-17 sejr.
Addison startede kampen på bænken for at have misset et holdmøde tidligere på ugen. Hans touchdown var det første kampafgørende i sidste minut nogensinde i Europa.
Blandet europæisk eventyr
Da Minnesota Vikings løb på banen i sidste uge mod Pittsburgh Steelers, havde de ikke tabt i Europa. De var 4-0, men det satte Steelers en stopper for med deres 24-21-sejr i Dublin.
Søndag fik Vikings så chancen for at komme tilbage på sporet, da de for anden uge i træk spillede på de britiske øer, og for anden uge i træk mødte en AFC North modstander på “udebane” i Europa.
Jeg talte med Vikings defensive koordinator Brian Flores inden kampen, der fortalte at holdet havde nydt turen til Europa, og både i London og især i Dublin kunne mærke NFL-begejstringen.
Vikings kommer fra deres 14 dages rejse til Europa med en sejr og et nederlag, selvom det søndag i Tottenham længe lignede endnu et nederlag.
Rookie til rookie
Efter Vikings runningback Jordan Mason fumblede, åbnede Browns scoringen på et touchdown fra Dillon Gabriel til Harold Fannin Jr. De blev begge valgt i 3. runde af årets NFL draft, og det var begges første touchdown i NFL.
Vikings svarede hurtigt igen med et lækkert halfback-pass, hvor de stillede quarterback Carson Wentz op til højre og havde runningback Cam Akers i shotgun. Han tog Browns lidt på sengen og kastede touchdown til en helt fri Josh Oliver.
Efter et Browns field goal i slutningen af 1. første halvleg, bragte Vikings sig foran 14-10 på et Jordan Mason touchdown i 3. quarter, inden Dillon Gabriel kastede sit andet touchdown, da han ramte David Njoku i end zonen.
Stillingen 17-14 til Browns holdt helt til kort før tid, hvor Vikings og Carson Wentz på deres sidste drive endelig fik gang i offensiven..
Tiltrængt oprejsning for Wentz efter han havde samme chance i søndags mod Steelers, men ikke lykkedes med at gennemføre et comeback. Dermed blev han også den fjerde Vikings-quarterback med en sejr i London.
Sport, underholdning og fan-fest
Som altid er NFL-kampene stort anlagt og nærmest en slags mini Super Bowl med masser af fan-aktiviteter og halftime-show.
Søndag var det amerikansk/britiske Kim Nicky, der sang begge nationalmelodier, mens kæmpe flag fyldte hver sin banehalvdel, og den britiske kunstner RAYE med store hits som Escapism, Prada og Bed underholdt de lidt over 61.000 tilskuere i pausen.
Både Vikings og Browns har indtaget London den forgangne uge, og begge hold har haft dedikerede pubs, hvor fans kunne møde andre ligesindede, hænge ud med fans fra USA eller Europa og sågar møde tidligere spillere og korifæer.
Selvom Vikings er udehold har de været klart mest synlige i bybilledet, og de har også lavet en fan-fest i det nye hipster-område Battersea, med et interaktivt Vikings-museum, mulighed for at møde maskotten Viktor eller få taget billeder med holdets cheerleaders.
NFL fejrede London-jubilæum
Kampen på Tottenham Hotspur Stadium markerede også et lille jubilæum for NFL.
Det var grundspilskamp nr. 40 i London, hvor de 26 er spillet på Wembley, 13 i Tottenham og tre på det store rugby-stadion Twickenham. Det var i alt kamp 58 for NFL udenfor USA og kamp 45 i Europa med fire kampe spillet i Tyskland, og en enkelt i Dublin.
I november udvider NFL med to nye byer, når Berlin og Madrid for første gang er på det internationale program.








