En Super Bowl vindende coach sammen med sin Super Bowl MVP. Det var næsten for godt til at være sandt for Indianapolis Colts.

Nick Foles og Frank Reich er tilbage sammen. Det måtte næsten ske. Colts offentliggjorde mandag, at quarterback Nick Foles hat underskrevet en to-årig aftale med klubben. I første omgang dog primært som backup for den startende quarterback Matt Ryan, men hey… det har vi før set hvordan kan ende.

Den 33-årige Foles er en spiller, som Colts headcoach Frank Reich kender særdeles godt.

Af forskellige årsager har Foles aldrig været i stand til at udnytte sine mange muligheder som starter i NFL, men han har gang på gang vist sit værd som backup, ikke mindst i Philadelphia, hvor han med Reich som offensiv koordinator vandt Super Bowl 52 og blev kåret til MVP.

Eagles-starter Carson Wentz var i sit andet år i 2017 og godt på vej mod en mulig liga MVP-titel, da han belv skadet i en kamp mod Los Angeles Rams. Ind kom Foles, og mens de fleste Eagles-fans troede, at sæsonen var kaput, så førte Foles klubben til sit første sejr i Super Bowl.

Wentz var som bekendt quarterback for Reich i Colts sidste år uden større succes, men nu prøver han altså lykken med sin Super Bowl MVP.

De to mænd har kun dog tilbragt ét år sammen i NFL, for umiddelbart efter sejren i Super Bowl 52 over Patriots, blev Frank Reich lidt af omveje gjort til headcoach for Colts.

Foles har siden gentagne gange sagt, at Reich var den træner, der bedst formåede at udløse quarterbackens fulde potentiale, og de to har bevaret et tæt venskab siden mesterskabet i Philadelphia.

Men foreløbig er Matt Ryan starter i 2022 for Colts, og han må betragtes som lidt en jernmand. Han har kun misset kun tre kampe i sine 14 NFL-sæsoner i Atlanta, og han er fortsat bemærkelsesværdig rask, selvom han fylder 37.

Frank Reich var i øvrigt selv backup quarterback i NFL i mange år for Buffalo Bills. Han så næsten aldrig banen, men kunne se hvordan Jim Kelly og The K-Gun angrebet kom i fire Super Bowls i træk og tabte dem alle. Men han holder den bemærkelsesværdige rekord, at han leverede NFL-historiens største comeback, da han førte Bills til sejr, da de var bagud 35-3 mod Houston Oilers i playoffs i 1993.

Så han ved, hvor vigtigt det er at have en god backup quarterback.