Bengals-guru skal stå i spidsen for Colts’ forsvar

0

Indianapolis Colts har ansat den tidligere og særdeles succesfulde Bengals-træner Lou Anarumo som holdets nye defensive koordinator.

Det blev Indianapolis Colts, som løb med Lou Anarumos underskrift. Det står klart efter, at Colts kunne offentliggøre, at de har ansat Anarumo som holdets nye defensive koordinator.

Lou Anarumo erstatter Gus Bradley, som har stået i spidsen for Colts’ forsvar i de seneste tre sæsoner, men som skuffede fælt i 2024. I den forgangne sæson tillod Colts niendeflest point (25,1 pr. kamp) og fjerdeflest yards (361,2 pr. kamp), mens de fremtvang niendefærrest sacks (2,2 pr. kamp) i NFL.

Indianapolis Colts havde fire andre kandidater til samtale om jobbet – deriblandt den tidligere cheftræner for New Orleans Saints, Dennis Allen. I sidste ende valgte Colts at gå med den rutinerede Lou Anarumo.

Cincinnati Bengals fyrede Lou Anarumo efter 2024-sæsonen, og den 58-årige træner nåede at stå i spidsen for Bengals’ forsvar i seks sæsoner. Anarumo har også tidligere været ansat som defensiv koordinator (midlertidigt) hos Miami Dolphins og som secondary-træner hos New York Giants.

Lou Anarumo havde en stor del af æren, da Cincinnati Bengals kvalificerede sig til Super Bowl i 2021-sæsonen, da hans forsvar bl.a. holdt Patrick Mahomes i skak i AFC-finalen. I den efterfølgende 2022-sæson etablerede Bengals’ forsvar sig som ét af de 10 bedste i ligaen, men de tabte pusten i 2024-sæsonen, hvor man tillod ottendeflest point (25,5 pr. kamp) og yards (348,3 pr. kamp) i NFL.

Forklaringen er bl.a., at Cincinnati Bengals ikke har ramt plet på de mange høje draftvalg, som de har foretaget af defensive spillere. I løbet af de seneste to sæsoner alene har Bengals samlet set valgt ni forsvarsspillere i top 100 af de to drafts, men ingen af dem har formået at afløse de veteraner og profiler, som er skiftet væk – deriblandt Jessie Bates III.

Læs også: Vikings belønner O’Connell med ny kontrakt