
Houston Texans har fyret sin offensive koordinator Bobby Slowik, efter at angrebet underpræsterede i 2024-sæsonen.
Selvom Houston Texans vandt AFC South-divisionen og kvalificerede sig til divisionsrunden i slutspillet, så føltes det som, at angrebet tog et skridt tilbage i sin udvikling i 2024.
Nu har DeMeco Ryans taget konsekvensen ved at afskedige sin offensive koordinator Bobby Slowik.
Bobby Slowik nåede at stå i spidsen for Texans’ angreb i to sæsoner, efter at Ryans tog ham med fra San Francisco 49ers’ trænerstab. Slowik nød stor succes i sin første sæson, hvor han førte C.J. Stroud frem til én af de bedste rookie-sæsoner nogensinde i NFL.
Houston Texans’ angreb producerede også 12. flest yards (342,4 pr. kamp) og scorede 13. flest point (22,2 pr. kamp) i 2023. Men enheden faldt sammen i 2024, som de sluttede med 22. flest yards og 19. flest point i NFL.
Nedturen skyldtes ikke mindst, at Bobby Slowik aldrig fandt et modsvar til den mangelfulde beskyttelse, som Stroud måtte leve med. Den offensive linje underpræsterede, men Slowik formåede ikke at hjælpe Stroud med at skille sig hurtigt af med bolden.
Derudover døjede Houston Texans med et skadesplaget receiverkorps. Både Stefon Diggs og Tank Dell udgik med sæsonafsluttende skader og det efterlod Stroud med Nico Collins som sit eneste pålidelige våben.
Nu skal Bobby Slowik genopfinde sig selv – og det kan godt blive en mental prøve. Slowik var i spil til flere cheftrænerstillinger efter debutsæsonen i Houston, da han var til fem jobsamtaler tidligt i 2025. Nu er spørgsmålet, om han overhovedet får chancen som offensiv koordinator igen i 2025-sæsonen?








