Houston Texans kan være havnet i en skidt situation. Ifølge ESPN anklager New England Patriots dem for at have kontaktet Nick Caserio ulovligt i forbindelse med det ledige general manager-job hos Texans.

Houston Texans er på jagt efter en ny general manager, men i denne forbindelse er de løbet ind i nogle problemer.

New England Patriots anklager nemlig Texans for at have kontaktet Nick Caserio, der er director of player personnel hos Patriots, på ulovlig vis.

Det skriver ESPN.

Kontakten kan ifølge NFL.com være forekommet den 6. juni, da Patriots modtog deres ringe fra Super Bowl-triumfen i februar. Til den fest skulle Caserio have været til stede, og det skulle Texans’ executive vice president of team development, Jack Easterby, også have været. Easterby har nemlig en fortid hos netop Patriots, hvor han arbejdede i seks år.

Dagen efter den fest, den 7. juni, fyrede Texans sin general manager, Brian Gaine.

Efter fyringen har Texans anmodet om at snakke med Caserio om jobbet som general manager, men de har ikke fået tilladelse fra Patriots.

Sagen er nu havnet på NFL’s skrivebord, og her skal de undersøge, om Texans har kontaktet Caserio på ulovlig vis. Ifølge NFL.com kan sagen ende med, at Texans må opgive et draftvalg til Patriots, hvis de altså findes skyldige.

Mens Texans’ jagt på Caserio ikke ligefrem går godt, har de samtidig holdt samtaler med to andre kandidater til posten som general manager. Både Ray Farmer og Martin Mayhew, der begge tidligere har været general managers i NFL, har været til jobsamtale.