I et noget overraskende move har Tennessee Titans opgraderet sit forsvar med linebacker Zach Cunningham.

Det går helt galt for Houston Texans nu. Linebacker Zach Cunningham er fortid i klubben efter Tennessee Titans hentede ham på den såkaldte waiver wire, selvom 21 andre klubber havde muligheden for det.

Grunden til at Cunningham overhovedet var på waiveren, var gentagne uoverensstemmelser med klubbens retningslinjer, som først førte til, at Cunningham blev bænket i første halvleg i spilleuge 2, så helt sad ude i søndagens nederlag til Colts og efterfølgende blev fritstillet.

Cunningham, der fylder 27 på søndag, var Texans største stjerne på forsvaret, og havde lavet 67 tacklinger og fremtvunget en fumble i sine 10 kampe for klubben i år.

Han blev draftet i anden runde i 2017 og havde været en tacklemaskinen for Texans siden. Han har lavet mindst 100 tacklinger hvert år, inklusive 164 tacklinger i 2020, der var næstflest i NFL sidste år.

Den 190 cm høje, 110 kilo tunge linebacker blev fritstillet tirsdag og ifølge NFL-regler kan andre klubber lægge billet ind på en fritstillet spiller. Lidt overraskende blev det Titans, der fik fat i Cunningham, mens klubber som Jaguars og Lions, der godt kunne bruge erfaren hjælp på forsvaret ikke lagde billet ind på ham. Dermed skal Cunningham nu møde sin tidligere klub to gange om året.

Læs også: Sådan fungerer NFLs waiver wire system

Titans overtager ikke kun spilleren, men også hans kontrakt, som han underskrev før 2020-sæsonen. Den nu landsforviste headcoach slash sportschef Bill O’Brien gav Cunningham en fire-årig, $58 millioner kontraktforlængelse med $23,5 millioner garanteret. Den gennemsnitlige årsløn på $14,5 millioner gjorde ham til den tredje bedst betalte linebacker i ligaen kun overgået af Seattles Bobby Wagner og Jets’ C.J. Mosley.

Dealen er dog win-win for Titans, der kun skal betale Cunningham 275.000 dollars resten af året, mens de gratis kan fritstille ham efter sæsonen, hvis de ikke ønsker at beholde ham.

I løbet af sin tid med Texans nåede han op på 570 tacklinger, 26 tacklinger for minus-yards, 6,5 sacks, fem fumbles fremtvunget, tre fumbles samlet op og en interception.