Det danske NFL-håb Hjalte Froholdt viste sig mandag frem for alle NFL-klubber, da han sammen med andre tidligere Arkansas-spillere deltog i den såkaldte Pro Day.

Alle de store colleges har flere en stribe spillere, der vil gøre alt for at komme videre til NFL. En af de mest populære måder at vise sig frem på er den såkaldte Pro Day. Her arrangerer skolen en træningsdag, hvor de håbefulde spillere gennemgår forskellige øvelser og stiller op til interview med de fremmødte NFL-klubber.

Arkansas Razorbacks Pro Day blev afholdt mandag i Fayetteville, og alle 32 NFL-klubber var repræsenteret med scouts og hjælpetrænere.

Froholdt begrænsede sig.
Det var langt fra alle øvelser Hjalte Froholdt behøvede at vise sig frem i. I modsætning til flere af sine holdkammerater har danskeren allerede deltaget i NFL Scouting Combine, hvor han viste eksempler på både hurtighed og smidighed.

Derfor løb han hverken en 40-yarder eller deltog i bænkpres, men var i stedet på banen i de positions-relevante øvelser, der blev sat op. Han gennemgik øvelser både som guard og center.

“Til combinen var det mere bare bevægelse, og de ville se, hvordan jeg bevægede mig på banen,” sagde Froholdt mandag til 247sports.com. “Jeg snappede ikke bolden til combinen, hvor jeg udelukkende blev betragtet som guard. ”

Herunder kan du høre hele interviewet med Hjalte Froholdt og også se ham på træningsbanen sidst i videoen.

Froholdt fortalte også, at han bliver i Fayetteville, hvor han vil træne og stille op til øvelser, hvis et eller flere NFL-hold vil teste ham.

Med sin Pro Day bag sig er der kun én ting tilbage for Froholdt. Komme i topform og vente på NFL draften i slutningen af april.