Optakt: Hævnens time for Hjalte Froholdt?

0

Hjalte Froholdt har revanche til gode, når han brager sammen med den brandvarme Leonard Williams i 14. spillerunde. 

Kampen om divisionstitlerne og slutspilspladserne spidser til, og i 14. spillerunde møder Arizona Cardinals rivalerne fra Seattle Seahawks i en direkte duel om den foreløbige førsteplads i NFC West. 

Det er anden gang i de seneste tre uger, at de to divisionsrivaler tørner sammen. Senest vandt Seahawks med 16-6 og Hjalte Froholdt tillod sine første to sacks i 2024-sæsonen, efter at han blev udspillet af Leonard Williams i skyttegravene. 

Se NFL draften gratis.

Hjalte Froholdt havde det også relativt svært i den seneste spillerunde, hvor Cardinals tabte til Minnesota Vikings med 23-22. Danskeren tillod ikke et sack, men han begik to penalties og analysemediet Pro Football Focus rangerede ham som den 15. bedste center i runden. 

Læs også: Hjalte Froholdts lederrolle vokser i Arizona   

Hvem står Hjalte Froholdt over for? 

Derfor bliver det uhyre spændende at se, hvordan Hjalte Froholdt reagerer, når han igen står over for Leonard Williams og Mike Macdonalds velspillende forsvar. 

Hjalte Froholdt befinder sig i en bølgedal, og han har dårlige minder fra sit seneste møde med Leonard Williams. Det er både en spillemæssigt og mentalt svær opgave, der venter den danske center. 

Samtidig løftede Leonard Williams sit spil til nye højder i 13. spillerunde, da Seattle Seahawks besejrede New York Jets. Williams var her, der og alle vegne, da han både leverede to sacks og fremtvang en interception fra Aaron Rodgers, som han omsatte til et spektakulært 92-yard langt touchdown.  

Alene i de seneste to kampe har Leonard Williams leveret 10 tacklinger, 4,5 sacks og den efterhånden famøse interception. De imponerende præstationer fik Mike Macdonald til at udtale, at Williams aktuelt er den bedst spillende forsvarsspiller i NFL. 

Samlet set står Leonard Williams nu noteret for 35 tacklinger, syv sacks og en interception for sæsonen. Hvis han fortsætter sin aktuelle storform, så bør der ikke herske tvivl om, at han både bliver stemt i Pro Bowl og udtaget til det prestigefyldte All Pro-hold, når grundspillet går på hæld. 

Hvad er succeskriteriet for Hjalte Froholdt? 

Hvis Arizona Cardinals og Hjalte Froholdt skal tilbage på sporet og genvinde kontrollen over divisionen, så skal de kunne etablere et velfungerende løbespil. Det er netop løbeangrebet, som har været Cardinals’ offensive styrke i 2024-sæsonen, hvor de står noteret for syvendeflest løbede yards (141,7 pr. kamp i gennemsnit) og James Conner bliver aktuelt rangeret som den sjettebedste runningback i ligaen i år af Pro Football Focus. 

Derfor var det både chokerende og kampafgørende, at Seattle Seahawks lykkedes med at neutralisere Cardinals’ løbeangreb i deres første indbyrdes møde. Her blev Cardinals holdt til sølle 49 løbede yards, og James Conner leverede sølle 1,1 yards pr. løb i gennemsnit. 

Således er det tungestvejende succeskriterie for Hjalte Froholdt, at han genfinder sit til tider dominerende spil i løbeangrebet, og at Arizona Cardinals løber for mere end 120 yards i opgøret. 

Derudover skal Hjalte Froholdt bevise, at det var et enkeltstående tilfælde, at han blev udspillet af Leonard Williams i presspillet i 12. spillerunde. Bevares, Williams er brandvarm, men Hjalte Froholdt har også forbedret sine beskyttelsesevner markant i 2024-sæsonen, og han har både kvaliteterne og fysikken til, at han bør kunne stå imod Leonard Williams. 

Læs også: Hjalte Froholdt bliver medejer af Nordic Storm