Hjalte Froholdt bliver medejer af Nordic Storm

0

Football-ungdommen skal have et boost i Danmark. Det er en af grundene til, at Hjalte Froholdt bliver medejer og ambassadør for Nordic Storm.

Hjalte Froholdt vil gøre alt, hvad der står i hans magt for, at hjælpe ungdommen i dansk amerikansk fodbold. En af måderne vil være som ambassadør for Nordic Storm, den dansk-svenske satsning i European League of Football (ELF).

Holdet bag Nordic Storm vil gerne have projektet bliver en succes fra første fløjt. Det har blandt andet betydet, at de har trukket store navne som cheftræner John Shoop, quarterback Jadrian Clark og running back Glen Toonga ind til holdets første sæson.

Læs også: Wow, Nordic Storm henter stjerneduo

Det er dog ikke slut med store navne. Nordic Storm kunne på instagram afsløre, at Hjalte Froholdt, kendt fra at være startende center for Arizona Cardinals i NFL, nu er en del af ejerskabet.

Gul Klud mødte Hjalte Froholdt i Minnesota efter Cardinals nederlag til Minnesota Vikings, og spurgte ham til, hvorfor han havde valgt at købe sig ind i Nordic Storm:

-Jeg har været i kontakt med dem i et stykke tid nu, fortæller den store dansker, og fortsætter: -Vi har talt om, at jeg skal være en ambassadør, og jeg har talt utroligt meget med dem og kan godt lide deres vision.

Hjlate Froholdt og Gul Kluds ejer Claus Elming i US Bank Stadium

– Jeg vil utroligt gerne samarbejde med dem om at at være ambassadører for football i Norden. Det er også bare utrolig fedt at kunne bringe noget professionel fodbold hjem til Danmark. Både for ungdommen, da jeg ved det er svært lige nu for klubberne i Danmark og for DAFF ungdommen, hvor interessen er ved at falde lidt.

– Min hjerteklub (Svendborg Admirals, red.) er desværre lukket også. Men jeg tror på, at det at have en professionel liga i Danmark, kan hjælpe sporten på vej igen.

– Man kan starte til en amerikansk fodbold, og man kan faktisk godt se, at der er en mulighed for, at man kan tjene nogle penge og spille professionelt uden at tage til udlandet. Man behøver ikke at tage til Europa eller USA, men kan spille i Danmark.

– Selvfølgelig kan det være, at det ultimative mål er at komme over til college eller spille professionelt, og det synes jeg er awesome. Men der kan Nordic Storm også hjælpe dig med at tage det spring bedre.

– Det hjælper med at få ungdommen til at spille mere og deltage mere, og jeg håber, at det bringer rigtig meget football tilbage i Norden. Holdet får stor support fra både Danmark og Sverige, så det er et fedt projekt. Jeg er super glad for at være en ambassadør og blive en del af det hele.

Gul Klud: Hvor meget betyder det for dig at få ungdoms-football gjort større i Danmark?

– Jamen altså, det var den mulighed jeg havde. Hvis der ikke havde været football i Svendborg, så tror jeg nok aldrig, at jeg havde spillet football. Jeg gad altså ikke hoppe i toget i 35-40 minutter for at tage til Odense og spille der. Det gad jeg ikke som 12-årig, så jeg ville nok have spillet noget andet eller ikke spillet nogen sport overhovedet.

– Så tænker jeg, at ungdommen skal have muligheden ude i de små mindre byer og i udkantsdanmark. Det betyder utroligt meget for sporten, at man ikke behøver at rejse en time til halvanden time. De her unge drenge, som måske ikke er så inkarnerede men har talentet. de skal have nemt ved at finde en klub.

– Så det er utroligt fedt, at kunne forhåbentlig få ungdomssporten lidt mere op. Og vi har selvfølgelig en masse planer om at komme hjem og lave camps og meget andet. Så jeg tror det bliver et fantastisk projekt, slutter danskeren, inden han skulle med holdkammeraterne til lufthavnen og hjem mod Phoenix.