Hjalte Froholdt kan se frem til meget mere spilletid for Cleveland Browns efter en skade til center Ethan Pocic.

Der er udsigt til hvert fald en lille håndfuld kampe mere som starter på Cleveland Browns’ offensive linje for Hjalte Froholdt. Søndag kom han efter kun to spil på banen som erstatning for center Ethan Pocic, der måtte udgå med en knæskade.

Den skade har nu vist sig at være så alvorlig, at Browns tirsdag satte Pocic på IR-skadeslisten. Det betyder, at han som minimum er ude i de kommende fire kampe. Allerede mandag meddelte Browns-træner Kevin Stefanski, at Hjalte Froholdt ville tage over på center-positionen i Pocic’ fravær, og nu står det altså klart, at amerikaneren er ude i hvert fald en måneds tid.

Det er ikke mere end en måneds tid siden, at Hjalte Froholdt fik sin første kamp i karrieren som starter, da han spillede højre guard i stedet for Wyatt Teller, der var ude med en skade.

Danskeren skal altså nu spille center. En position, han har en smule erfaring med fra sin tid i college hos Arkansas, og som han altså også spillede i søndagens kamp mod Buffalo Bills.

Her havde Froholdt lidt udfordringer, og analysesitet PFF gav ham den hidtil laveste karakter i sæsonen for præstationen.

Froholdt får det nok heller ikke nemt søndag. Her venter Tampa Bay Buccaneers, der har brølstærke Vita Vea som defensive tackle, og som derfor formentlig ender med at blive en af Froholdts primære modstandere.