
Kansas City Chiefs og New Orleans Saints lukkede og slukkede femte spillerunde, da de mødtes i mandagskampen på Arrowhead Stadium. Det blev en ulige forestilling, hvor de forsvarende mestre var i total kontrol og vandt med 26-13.
Kansas City Chiefs fortsatte deres perfekte start på 2024-sæsonen, da de besejrede New Orleans Saints med 26-13 natten til tirsdag. Således er Chiefs og Minnesota Vikings de eneste tilbageværende hold, som stadigvæk er ubesejrede i år.
Omvendt led New Orleans Saints sit tredje nederlag på stribe, og holdets offensive kvaler fortsatte, da Saints bare leverede 220 offensive yards. Det værste var alligevel, at Derek Carr måtte udgå i kampens slutfase, da han pådrog sig en skade i maveregionen.
Ét af de store spørgsmål før mandagskampen var, hvem der skulle erstatte den skadede Rashee Rice i Kansas City Chiefs’ angreb? Svaret var ganske uventet, da det var gode gamle JuJu Smith-Schuster, som tog sagen i egen hånd. Smith-Schuster sluttede opgøret med syv grebne bolde for 130 yards, og det var hans mest produktive kamp siden december 2018, hvor han spillede for Pittsburgh Steelers.
Læs også: Rashee Rice frygtes langtidsskadet
Mens New Orleans Saints’ angreb havde det svært, så leverede Dennis Allens forsvar en relativt solid kamp. De holdt Patrick Mahomes scoringsløs, og Chiefs scorede bare to touchdowns, selvom angrebet syv gange spillede sig frem til Saints’ redzone. Saints’ defensive tackle Khalen Saunders leverede bl.a. ét af kampens højdepunkter, da han greb en interception, som han løb 37 yards.
JuJu Smith-Schuster var imidlertid ikke den eneste uventede helt, som hjalp Kansas City Chiefs til sejr. I Isiah Pachecos skadesfravær har de forsvarende mestre hentet Kareem Hunt ind igen, og den 29-årige runningback spillede én af sine bedre kampe i nyere tid.
Kareem Hunt sluttede mandagskampen med 117 offensive yards, mens han også scorede én af Chiefs’ to offensive touchdowns.
New Orleans Saints har nu tabt tre kampe på stribe, og i den kommende spillerunde venter et potentielt sæsondefinerende divisionsopgør mod Tampa Bay Buccaneers. Omvendt fører Patrick Mahomes og Andy Reid an i AFC, og de sidder over i sjette spillerunde, før de brager sammen med San Francisco 49ers i syvende spillerunde, som de senest besejrede i Super Bowl LVIII.
Se også: Lamar Jackson tryller og scorer sæsonens vildeste touchdown








