Højdepunkter: Bears smadrer Jaguars i touchdown-fest i London

0

Der var gjort klar til et spændende opgør mellem to generationstalenter i London, da Caleb Williams og Chicago Bears tog i mod Trevor Lawrence og Jacksonville Jaguars, men Bears dominerede og vandt kampen overbevisende med 35-16.

For anden søndag i streg lagde Tottenham Hotspur Stadium i London græs til en NFL-kamp. Samtidigt var det 12. gang, at NFL’s helt eget London-hold, Jacksonville Jaguars, skulle i aktion i Englands hovedstad. I fjor vandt de begge deres opgør i London, da de slog Falcons og Bills, men Caleb Williams og co. blev stopklodsen for sejrsstimen i deres andet hjemland.

Kampen startede langsomt ud for især Bears. I første periode lavede de sølle syv yards og nul første downs, men da kampen gik ind i anden periode, så fandt Bears-angrebet en rytme. Det resulterede i et flot touchdown til tight enden Cole Kmet.

Caleb Williams snyder linebackeren Devin Lloyd med to pump fakes, hvilket efterlader Cole Kmet helt fri. Dog får Andre Cisco muligheden for at tackle Kmet inden han kommer ind i end zonen, men han formår ikke at holde fast i den store tight end, der efterfølgende springer ind for seks point.

Og i det syvende point, havde Kmet også en finger med i spillet. Den normale long snapper, Scott Daly, blev i første periode skadet og meldt ude resten af kampe. Kuriøst nok, så er Cole Kmet deres backup long snapper, hvorfor han knap nok nåede at juble, før han snappede bolden til Cairo Santos, der sikkert sikrede det syvende point.

Dog stoppede den flotte Bears-rytme midlertidigt, da Caleb Williams på det næste drive kastede sin femte interception i sæsonen. Stjernereceiveren DJ Moore løb sig fri i dybden, men rookiens kast blev alt for kort, hvorefter førnævnte Andre Cisco greb bolden, og dermed gjorde skaden god igen, efter han ikke kunne tackle Kmet.

Trevor Lawrence og resten af Jaguars angrebet havde svært ved at flytte bolden i første halvleg. Efter et flot første drive, der kun endte med tre point, fik de ikke flyttet bolden over midterlinjen på noget andet tidspunkt i første halvleg. Dog var det igen tid til at Caleb Williams skulle vise sig frem, og for anden gang med positivt fortegn.

Efter to store løb på 23 og 19 yards af rookie-quarterbacken, fandt han endnu engang tight enden/long snapperen Cole Kmet i end zonen. Det sendte kampen til pause med en 14-3 føring til Bears.

Anden halvleg startede heller ikke godt for Jaguars. På det allerførste spil fandt Trevor Lawrence tight enden Evan Engram, der spillede sin første kamp siden spilleuge 1. Spillet så lovende ud, da han fik 24 yards, men så kom TJ Edwards snigende bagfra og slog bolden ud af Engrams hænder.

Slemt blev værre for Jaguars, da Caleb Williams for tredje gang førte sine tropper ned i end zonen. Her fandt han rutinerede Keenan Allen, der scorede sit første touchdown i en Bears-trøje. Det er også første gang i Williams’ spæde NFL-karriere, at han kaster tre touchdowns i en kamp.

Bears spillerne havde desuden gjort en sjov og kreativ jubelscene klar til deres scoring, hvilket natuligvis refererede til englændernes store kærlighed til te.

Nu var det for alvor et stort bjerg, der skulle bestiges af Trevor Lawrence & co. Rytmen fra deres første drive skulle genfindes, hvilket de havde succes med, og det endte med et 21 yard kast til Gabe Davis, der sikrede Jaguars’ første touchdown i kampen. Han havde et dårligt drop i end zonen på Jaguars’ første drive i kampen, men her havde han sikre hænder og fik dermed scoret sit første touchdown i Jaguars-trøjen.

Caleb Williams-showet var dog ikke slut. På det efterfølgende drive kastede han sin fjerde touchdown, efter en flot fade-rute af Keenan Allen og et endnu mere nydeligt kast af rookien selv.

Med en solid føring på 18 point til “hjemmeholdet” fra Bears, var det næsten umuligt for Jaguars at komme tilbage i kampen. Trevor Lawrence gjorde det heller ikke nemmere for sig selv, da han lavede holdets anden turnover og sin første interception i kampen. I et forsøg på at kaste bolden til Christian Kirk, blev bolden i stedet grebet af Bears-cornerbacken Josh Blackwell. Det var første gang, at Blackwell lavede en interception i sin hidtil tre-årige NFL-karriere.

For fjerde drive i streg lavede Bears et touchdown, men denne gang valgte de at løbe den ind. Faktisk lavede DJ Moore et touchdown, men efter spillet blev set igennem igen, blev det trukket tilbage, og bolden blev placeret med en halv yard til end zonen. Den fik D’Andre Swift med det samme løbet ind, og det satte det endelige punktum på kampens udfald.

Swift leverede en flot kamp, og det var derfor alt andet end ufortjent, at han også kunne rejse hjem til Chicago med et touchdown i baggagen. Han sluttede kampen med 119 samlede yards og det ene touchdown.

Selvom det ville kræve et sandt NFL-mirakel, hvis Trevor Lawrence skulle føre sine tropper tilbage i kampen, så havde han ikke givet op. Efter et langt drive på 17 spil fandt han igen Gabe Davis i end zonen, og han blev dermed den tredje spiller i kampen med to grebne touchdowns.

Spillet blev kampens sidste scoring, og derfor kunne Bears rejse glade hjem til Chicago med en sejr på 35-16 i kufferten. Jaguars bliver derimod i London, da de i næste weekend får lov til at revanchere sig, når de skal spille på deres anden hjemmebane på Wembley. Her tager de i mod Drake Maye og New England Patriots i en must-win kamp for Florida-holdet.