En fjerdedel af sæsonen er allerede overstået, men uge fire vil vi næppe glemme lige foreløbigt. Der var ikke meget tvivl om guldkluden, men hvem fik gulvkluden, ungdomskluden, who-kluden, og hvad var ugens bedste popcornøjeblik?

Spillerne er valgt og nomineret af Gul Klud. Hver kategori vil have tre nominerede efterfulgt af en vinder.

Ugens Guldklud: Ugens bedste præstation

– Julio Jones, WR, Falcons: 12 receptions for 300 yards og 1 touchdown
– Ben Roethlisberger, QB, Steelers: Havde lige så mange incompletions som touchdowns! 22 ud af 27 kast for 300 yards og 5 touchdowns
– Hue Jackson, HC, Browns: Det kan godt være, at Browns stinker, men de to runningbacks med højeste snit pr. løb (med over 20 forsøg) er Isaiah Crowell og Duke Johnson. Det er ikke tilfældigt.

Vinder: Julio Jones
Der er bare ikke meget tvivl i denne uge. Julio Jones stjal alle søndagens overskrifter. Jones blev den blot sjette spiller i NFLs historie til at nå over 300 grebne yards i en kamp, og han og Matt Ryan blev den første QB/WR-duo til at have 500 kastede og 300 grebne yards. Av, hvor er det bare vildt. Årets letteste guldklud sendes til Atlanta.

Ugens Gulvklud: Ugens værste præstation

– NFLs planlægning: For gud ved hvilken gang fik de europæiske fans en elendigt spillet footballkamp…
– New England Patriots: Første gang siden 1993, at Patriots ikke scorede på hjemmebane. Tabte 16-0 til rivalerne fra Buffalo Bills.
– San Diego Chargers: Hvrodan i alverden smed de den kamp… De havde ifølge Pro Football Reference på et tidspunkt 99,8% chance for at vinde…

Vinder: San Diego Chargers
Det var ellers en gylden mulighed for at give en sjælden gulvklud til Patriots. De slipper dog i denne omgang, da det trods alt var med Jacoby Brisett som quarterback. Den anden grund til, at de slipper, skal dog findes på den amerikanske vestkyst. Det ses til tider, at hold, der er 13 point bagud, kommer tilbage med syv minutter igen. Det er ikke uhørt. Men det er den måde, hvorpå Chargers smider kampen, og Saints næsten ikke skal gøre noget. Først en dum fumble af Melvin Gordon efterfulgt af en total WTF-fumble af Travis Benjamin. Det skriger bare til himlen, om et hold, der er bange for at vinde. I alle deres tre nederlag i år har de formået at smide kampen i fjerde quarter. Det er uvirkeligt ringe.

Ugens Who-klud: Bedste præstation af en ukendt spiller

– Kerry Hyder, DE, Lions: Nu oppe på 5 sacks i 4 kampe. Kun Von Miller har flere.
– Zach Brown, LB, Bills: 18 tacklinger, 1 sacks og 2 forceret fumbles. Har nu flest tacklinger af alle i ligaen, og er PFFs højest ratede ILB.
– Marquette King, P, Raiders: Havde 8 punts. Snittede 51,8 yards pr. punt. Havde 4 indenfor 20 yard linjen, 2 indenfor 10’eren. Alle fire punts, der var udenfor 20 yard linje var stadig 50+ yards punts. Og kun 1 gang startede Ravens over 30 yard linjen efter et punt (20 yard return efter 53 yard punt.)

Vinder: Marquette King
I alle andre uger ville Zach Brown nok vinde denne kategori, men det er simpelthen en for gylden chance for at smide lidt ros til en position, der normalt kun nævnes i en uheldig sammenhæng. Marquette King har i år været NFLs bedste punter, og det kulminerede i dette opgør mod Ravens, hvor han var et absolut monster. Han har en kæmpe del af æren for sejren, da han konsekvent gav et ellers tvivlsomt forsvar gode arbejdsbetingelser mod Ravens angrebet. Hans kamp var i følge analysesitet Pro Football Focus også den bedste præstation af en punter i de 10 år, hvor de har vurderet puntere.

Ugens Ungdomsklud: Bedste præstation af en rookie

– Yannick Ngakoue, DE, Jaguars: 4 tacklinger, 1 sack, 1 interception og 1 forceret fumble
– Will Fuller, WR, Texans: 7 receptions for 81 yards og 1 touchdown. Derudover et afgørende punt return for touchdown.
– Ezekiel Elliott, RB, Cowboys: 23 løb for 138 yards og 1 touchdown

Vinder: Yannick Ngakoue
Will Fuller og Ezekiel Elliott bliver begge forbigået igen. De skal nok få deres ungdomsklud på et tidspunkt, men i uge 4 imponerede en anden rookie på europæisk grund. I London-kampen var Yannick Ngakoue stærkt spillende og stod for flere store spil. Han har ganske enkelt haft en imponerende start på sin NFL-karriere og lige nu er han bedre end Dante Fowler Jr., der blev valgt som nr. 3 i 2015-draften.

Ugens Popcornøjeblik: Ugens fedeste øjeblik

– Steve Smith Sr., WR, Ravens: 52 yards touchdown efter et par brudte tacklinger. Manden er 38 år og kommer fra en overrevet akillessene. Han er et uvirkeligt bæst.

– Reggie Nelson, S, Raiders: Afgør kampen med et hårdt, velplaceret, veltimet og helt rent hit.

https://twitter.com/BHugh_215/status/783098364288241664

– Ryan Fitzpatrick fumbler bolden, som ruller ned af banen, hvor Charone Peake samler den op og løber den 42 yards til touchdown. Lige som de havde kaldt den.

Vinder: Reggie Nelson
Med så stor fokus på spillernes sikkerhed er der få ting, der er så tilfredsstillende, som et hårdt og LOVLIGT hit. Sådan et hit leverede Raiders’ safety Reggie Nelson i søndagens kamp mod Ravens, og hvilket tidspunkt at gøre det på! Ravens havde et sidste drive til at komme ned i field goal range, men dette hit sendte ikke blot Kamar Aiken i græsset, men var også det endelige knock-out af Ravens i kampen. Fantastisk fed måde at afgøre kampen på.