Årets offensive rookie: Caleb Williams, Chicago Bears
Det er ingen overraskelse, at langt størstedelen af Gul Kluds skribenter spår, at Caleb Williams løber med titlen som sæsonens bedste offensive rookie. Williams er én af de mest imødesete spillere i nyere tid, efter at han udmærkede sig hos OSC i college-rækkerne, hvor han kastede for 8.170 yards og 73 touchdowns i sine to sæsoner.
I Chicago får Caleb Williams gunstige arbejdsbetingelser, da Bears har forstærket sit receiverkorps med den erfarne og træfsikre Keenan Allen og stortalentet Rome Odunze. Williams viste også prøver på sit talent, da han leverede flere spektakulære spil i træningskampene, som kun pustede til forventningerne.
Samlet set har Caleb Williams gode forudsætninger for at indfri sit potentiale i sin debutsæson, og derfor er han det naturlige valg i denne kategori.
Stemmefordeling:
- Caleb Williams: 10 stemmer (Markus Larsen, Mikkel Larsen, Jacob Graversen, Lasse Bisgaard, Mark Skafte-Vaabengaard, Jacob Espersen, Peter Kroman Brems, Jonas Schougaard, Kasper Røder, Nicholas Isak Jørgensen)
- Bo Nix: To stemmer (NFLming, Magnus Jølnæs)
- Malik Nabers: En stemme (Nichlas Mohrsen)
Årets defensive rookie: Laiatu Latu, Indianapolis Colts
Mens der var bred enighed om, at Caleb Williams løber med prisen som den bedste offensive rookie, så var redaktionen mere splittet i den defensive pendant. Med fem stemmer blev det Laiatu Latu, som et flertal spår, løber med den prestigefyldte pris efter 2024-sæsonen.
Indianapolis Colts valgte Laiatu Latu med det 15. valg i forårets draft, og han træder ind i de professionelles rækker med en stor selvtillid. I løbet af sine to år som starter på den defensive linje i UCLA leverede Latu 23,5 sacks og 32,5 tacklinger for negative yards, og således var han én af de mest produktive presspillere i college-verdenen.
Det forventes, at Latu kommer til at rotere med Kwity Paye, Tyaquan Lewis og Dayo Odeyingbo på ydersiderne af Colts’ defensive linje, og derfor kommer han til at få rigeligt med muligheder for at udmærke sig i sin første sæson i NFL.
Stemmefordeling:
- Laiatu Latu: Fem stemmer (Kasper Røder, Peter Kroman Brems, Jacob Espersen, Nichlas Mohrsen, Markus Larsen)
- Dallas Turner: To stemmer (Jonas Schougaard, NFLming)
- Byron Murphy: To stemmer (Marc Skafte-Vaabengaard, Jacob Graversen)
- Terrion Arnold: To stemmer (Magnus Jølnæs, Nicholas Isak Jørgensen)
- Jared Verse: To stemmer (Lasse Bisgaard, Mikkel Nielsen)
Næste side: Hvem bliver sæsonens bedste offensive og defensive spiller?









OK, det var alligevel lidt vildt at der INGEN stemmer er på Micah Parsons som DPOY ? Til trods for at han er bookmakernes favorit..
Comments are closed.