The Aaron Rodgers Bowl

0

I 15 år var Aaron Rodgers den ubestridte stjerne på mytiske Lambeau Field. Natten til mandag står han over for Packers for første gang, siden han forlod Green Bay.

18 sæsoner – 15 som starter -, 230 grundspilskampe, 22 slutspilskampe, fire MVP-titler og en Super Bowl-titel.

Meritterne taler sit tydelige sprog: Aaron Rodgers er én af de største spillere, der nogensinde har betrådt Lambeau Field i Green Bay Packers’ uniform.

Ikke desto mindre har Aaron Rodgers fået et lidt blakket ry i Green Bay. Det kan skyldes, at Aaron Rodgers altid har sagt sin ærlige – og til tider kontroversielle – mening om alt fra politik til Green Bay Packers’ sportslige tilgang.

Hvem husker ikke, da Rodgers var ude med riven efter Packers’ general manager efter valget af Jordan Love i første runde af 2020-draften? Eller da Rodgers beskyldte Matt LaFleur for at være overkontrollerende i sammensætningen af Packers’ angreb?

I dag er det godt fire år siden, at Aaron Rodgers senest tørnede ud for Green Bay Packers. Onde tunge vil mene, at Packers fik nok af Rodgers’ brok, men sandheden er nok også, at Jordan Love efterhånden havde gjort sig fortjent til at overtage startpladsen.

– Jeg har intet personligt imod Packers eller deres sportslige ledelse. Det er ingen hemmelighed, at der er ting, som jeg ville ønske, at de havde gjort anderledes i min sidste tid dér. Men jeg har stadigvæk fantastiske relationer med mange forskellige mennesker hos Packers, fortalte Aaron Rodgers onsdag til den fremmødte presse efter Steelers’ træningspas.

Og natten til mandag fuldendes cirklen. Aaron Rodgers, der formentlig har gang i sin sidste sæson som professionel, møder sit gamle mandskab, når Pittsburgh Steelers tørner sammen med Green Bay Packers.

– Det er ikke noget hævntogt set fra min side. Jeg glæder mig til at se mine gamle holdkammerater og til at spille i bedste sendetid igen, understregede Aaron Rodgers.

Desværre – set fra et semantisk perspektiv – finder den store genkomst sted i Pittsburgh og ikke i ostehovedernes land i Green Bay. Det havde ellers været specielt at se, om Aaron Rodgers ville fejre et touchdown som modstander på Lambeau Field – måske endda med et Lambeau Leap?

– Jeg har ikke andet end positive ting at sige om fanbasen i Green Bay eller byerne Hobart og Suamico, hvor jeg boede og tilbragte mange år af mit liv, fortalte Aaron Rodgers.

Foruden at skulle møde sit gamle mandskab igen, så krydser Aaron Rodgers også klinger med sin afløser Jordan Love. Love erstattede Rodgers, ligesom at Rodgers, der selv blev valgt i første runde af 2005-draften, erstattede Brett Favre i Green Bay.

– Jeg vidste godt, at det var et spørgsmål om tid, før jeg skulle videre, da de (Packers, red.) valgte Jordan (Love, red.). Men jeg fik også bevist, at jeg stadigvæk kunne gøre en forskel – jeg vandt trods alt to MVP-titler i løbet af de første to år efter, at han (Jordan Love, red.) var blevet en del af holdet, udtalte Aaron Rodgers.

Selvom Jordan Love endnu har til gode at føre Green Bay Packers frem til et mesterskab eller vinde en MVP-titel, så har han udmærket sig, efter at han overtog tøjlerne fra Aaron Rodgers. Love har bl.a. gjort sig fortjent til en fireårig kontrakt, der potentielt kan løbe op i 1,412 milliarder danske kroner ($220 mio.).

– Hans (Jordan Love) udvikling minder meget om min egen. Han prøvede forskellige ting af i sit første år, i hans andet år opbyggede han mere selvtillid, og i hans tredje år var han klar til at spille. Jeg er virkelig glad på hans vegne. Han er en fantastisk fyr – og jeg er sikker på, at hans lederskab og tilstedeværelse kun bliver større for hvert år, sagde Aaron Rodgers om sin tidligere holdkammerat.

Der kan ikke herske tvivl om, at Aaron Rodgers en dag opnår football-udødelighed og bliver indlemmet i Pro Football Hall of Fame. Alt tyder også på, at 2025-sæsonen bliver hans sidste som aktiv spiller i NFL. Aaron Rodgers lægger heller ikke skjul på, at han vil trække sig tilbage som Green Bay Packers-spiller, når den tid kommer.

Læs også: 10 svar vi leder efter i 8. spillerunde