Green Bay Packers har fritstillet den defensive tackle, Letroy Guion, som følge af hans opførsel uden for banen.

Letroy Guion er fortid i Green Bay Packers. Tirsdag aften valgte klubben at fritstille den defensive tackle. Det annoncerede de på klubbens officielle Twitter-konto.


Fyringen kommer sandsynligvis som følge af den 30-årige tackles opførsel uden for banen. Den 21. juni blev Guion anholdt på Hawaii, da han kørte bil, mens han angiveligt var påvirket af både alkohol og marijuana.
Det er imidlertid ikke det eneste fejltrin, den store tackle har begået i dette års offseason. I marts blev han idømt fire kampes karantæne for at have brudt NFLs regler om præstationsfremmende midler.
Det er anden gang på tre år, Guion starter sæsonen med en karantæne, da han også var suspenderet i 2015-sæsonens første tre kampe.
Guion var tiltænkt en rolle som reserve for 2. års-spilleren, Kenny Clark, på nose tackle, men Packers besluttede alligevel at fravælge ham, da det åbenlyse talent ikke opvejede den opførsel, han havde lagt for dagen.
Det efterlader imidlertid Packers tynde på den defensive linje. Årets tredjerundevalg, Montravius Adams, er ude på ubestemt tid med en fodskade.
På tre år nåede han at spille 51 kampe for Packers og stod i sidste sæson for 34 tacklinger på 18 kampe.