Justin Jefferson fik ikke et ben til jorden, da Green Bay Packers udraderede Minnesota Vikings med 41-17.

Green Bay Packers var pisket til sejr, da de tog imod Minnesota Vikings i 17. spillerunde – og de skuffede ikke. I sidste ende vandt Packers med 41-17 og holdt dermed liv i slutspilsdrømmen.

Sejren blev kørt i hus efter en pragtpræstation af forsvaret, som leverede tre interceptions, forcerede tre fumbles og begrænsede sæsonens bedste receiver Justin Jefferson til sølle 15 yards. Det er ikke hverdagskost for Jefferson, der stod noteret for 1.756 grebne yards inden 17. spillerunde, hvilket bare er 208 yards fra Calvin Johnsons rekord (1.964).

Det var ikke mindst Jaire Alexanders fortjeneste, da han fulgte Jefferson i størstedelen af kampen. Ifølge Next Gen Stats stod Alexander for den direkte opdækning af Jefferson på 20 af 31 spil, hvoraf sidstnævnte bare greb bolden en af de fem gange, som Kirk Cousins kastede i hans retning.

Præstationen huede tydeligvis Jaire Alexander, der bl.a. fremførte “griddy”-jubelscenen for øjnene af Justin Jefferson, der ellers er blevet synonym med jubelscenen. Derudover var Alexander også godt oppe at køre, da han mødte journalisterne efter kampen:

– I har længe betegnet mig som “en god cornerback”. Men nej. Jeg er en fantastisk cornerback. Jeg ved, hvad jeg er i stand til at gøre på banen – og jeg har en enorm tro på mine evner, understregede Jaire Alexander.

Med sejren kan Green Bay Packers avancere til slutspillet, hvis de slår Detroit Lions i 18. og sidste runde af grundspillet. Det er ganske imponerende, når vi tager højde for, at Packers var 4-8 og – på daværende tidspunkt – kun havde 3 pct. sandsynlighed for at avancere til slutspillet ifølge ESPN’s Football Power Index.