John Harbaugh er færdig efter 18 år i Baltimore

0

Baltimore Ravens har skilt sig af med John Harbaugh efter en katastrofal sæson, hvor de missede slutspillet, selvom de var Super Bowl-favoritter.

I de seneste 18 år har John Harbaugh været synonym med Ravens, men nu hans æra forbi i Baltimore.

Holdejer Steve Bisciotti har besluttet at afskedige John Harbaugh efter en katastrofal sæson, hvor Ravens bare vandt otte af 17 kampe, og missede slutspillet.

Hvad gik galt i 2025-sæsonen?

Katastrofen skal ses i lyset af, at Baltimore Ravens var forhåndsfavoritter til at vinde Super Bowl LX, samt at de rådede over ét af de allerstærkeste hold i NFL – deriblandt den dobbelte MVP Lamar Jackson, som senest spillede sin bedste sæson som professionel i 2024.

– Det her har været en utrolig svær beslutning. Vi har tilbragt 18 fantastiske år sammen, og jeg har en enorm respekt for John (Harbaugh, red.) som træner og som menneske, udtalte Steve Bisciotti i forbindelse med trænerfyringen.

Ifølge mediet The Athletic bunder fyringen også i, at John Harbaugh efter sigende har tabt store dele af omklædningsrummet i løbet af det nu overståede grundspil.

Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen har også set nærmere på årsagerne til bl.a. Ravens’ kollaps i 2025-sæsonen, og du finder hans analyse her.

18 år med Super Bowl-titel, AFC-finaler og tro på Lamar Jackson

Baltimore Ravens ansatte oprindeligt John Harbaugh i 2008, efter at han havde tilbragt tid som special teams-koordinator for Philadelphia Eagles. I sine 18 år førte Harbaugh Ravens frem til en enkelt Super Bowl-titel (2012-sæsonen), 12 slutspilsdeltagelser og fire AFC-finaler.

Som følge er John Harbaugh selvsagt den mest vindende træner i Baltimore Ravens’ historie med 180 sejre i 293 forsøg. Det gør også Harbaugh til den 14. mest vindende træner nogensinde i NFL.

I de 18 år, som John Harbaugh nåede at stå i spidsen for Ravens, der er det også kun Green Bay Packers og New England Patriots, som kvalificerede sig hyppigere til slutspillet, mens det kun er Kansas City Chiefs og Patriots, som har flere slutspilssejre end Ravens.

John Harbaugh var også én af drivkræfterne bag valget af Lamar Jackson i 2018-draften, da Jackson ellers delte vandene i NFL. Harbaugh skræddersyede et angreb til Jackson, som han stortrivedes i, mens han var ung og relativt upoleret, og Jackson nåede at vinde to MVP-titler under Harbaugh.

Hvem skal udfylde tomrummet efter Harbaugh?

I de seneste år har John Harbaugh imidlertid haft svært ved at omsætte sin succes i grundspillet til slutpilssejre. I hans seneste 13 sæsoner vandt Ravens bare fire af 11 slutspilskampe, mens de kun nåede AFC-finalen en enkelt gang, hvor de tabte med 17-10 på hjemmebane til Kansas City Chiefs.

Det er ganske enkelt ikke godt nok, når vi tager højde for Ravens’ og Lamar Jacksons kvalitet, og slutspilsskuffelserne har utvivlsomt spillet en rolle i fyringen.

Nu skal Baltimore Ravens på jagt efter sin første cheftræner i 18 år. Vedkommende bliver den bare fjerde træner i Ravens’ historie.

Det er straks blevet det mest attraktive job i NFL på grund af Lamar Jackson, spillertruppens kvalitet, ledelsens kontinuitet og kompetencer samt ejerskabets tålmodighed.

I bør holde øje med ombejlede trænere som Los Angeles Chargers’ defensive koordinator Jesse Minter, Los Angeles Rams’ defensive koordinator Chris Shula og Washington Commanders’ netop afskedigede offensive koordinator Kliff Kingsbury.

Samtidig bliver det interessant at se, om John Harbaugh tager en tiltrængt pause fra NFL, eller om han fortsætter i én af de andre ledige cheftrænerstillinger. TV-stationen ESPN mener i hvert fald at vide, at Harbaugh med ét er blevet den mest eftertragtede kandidat på markedet.

Læs også: Black Monday – Her er alle fyringerne