Dan Campbell skiller sig af med offensiv koordinator

0

John Morton er fortid i Detroit efter, at han bare nåede et enkelt år i spidsen for Lions’ angreb.

Detroit Lions har afskediget sin offensive koordinator John Morton efter bare en enkelt sæson. Det offentliggjorde Lions i kølvandet på grundspilsafslutningen.

John Morton blev ansat til at løfte arven efter Ben Johnson, som Chicago Bears havde ansat som ny cheftræner forud for 2025-sæsonen.

Det skulle vise sig at være for stor en opgave. John Morton fandt aldrig sit fodfæste i Detroit, og Dan Campbell fratog ham ansvaret for de offensive spilkald i 10. spillerunde. Siden da har fyringen af Morton virket uundgåelig.

Forløbet kan virke paradoksalt, hvis vi alene ser på statistikkerne. Detroit Lions sluttede sæsonen med fjerdeflest scorede point (28,3 pr. kamp) og femteflest producerede yards (373,2 pr. kamp), men angrebet savnede både en identitet og kontinuitet. Bundniveauet var ganske enkelt for lavt, og det kostede Morton jobbet.

Dan Campbell og John Morton kendte ellers hinanden fra deres fælles fortid i New Orleans, hvor de arbejde for Sean Payton. Derudover har Morton erfaring fra sin tid med Jim Harbaugh, Jon Gruden og Pete Carroll, så han har resuméet på plads.

Nu skal Dan Campbell på jagt efter en ny offensiv koordinator, og det er fornemmelsen, at det er én af de mest attraktive stillinger i NFL. Lions’ angreb er særdeles talentfuldt, og de bør kunne tiltrække de fremmeste kandidater.

Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen er gået tæt på de tre store mastodonter, som missede slutspillet – deriblandt Detroit Lions. I kan læse hans analyse her.