Cleveland Browns har onsdag valg at fritstille linebacker Jamie Collins. Collins, der nåede 30 kampe for Cleveland, levede aldrig op til forventningerne, efter han før 2017-sæsonen underskrev en fireårig kontrakt. Fyringen sparer Cleveland Browns for $9.25 millioner

Jamie Collins’ tid hos Cleveland Browns er forbi.

Holdet har offentliggjort, at de onsdag fritstillede Collins. Fritstillingen kommer ikke ud af det blå, da Browns’ general manager John Dorsey tidligere på ugen afslørede, at han havde planlagt en samtale med Collins og hans agent. Den samtale er altså endt ud i, at de to parter har ophævet samarbejdet.

Browns skulle eftersigende have forsøgt at bytte Collins væk, men intet hold viste sig interesseret i at overtage hans løn på $10.5 millioner. Derfor må Collins i stedet forsøge sig på det åbne marked, og her bør den 29-årige veteran have mere held med at finde sig et nyt hold.

Collins havde på papiret en fin 2018-sæson med 104 tacklinger. Problemet med Collins har dog aldrig været de tacklinger han laver, men de tacklinger han misser. Og dem var der flere af i 2018, end en velbetalt linebacker kan tillade sig. Derfor må Collins formentlig indstille sig på, at de fleste interesserede hold i første omgang vil tilbyde ham en kortvarig “bevis-hvad-du-kan” kontrakt.