Trent Williams vender tilbage til Redskins fra sit holdout, men han har efter sigende ingen intentioner om at spille.

Trade deadline kom og gik tirsdag aften, uden at Washington Redskins sendte venstre tackle Trent Williams videre.

Trent Williams har ellers holdt sig væk fra Redskins i denne sæson hidtil, da han angiveligt har mistet tilliden til holdets lægestab og vil væk fra klubben. Det kom han dog som bekendt ikke i denne omgang, og nu er han mødt ind i Washington.

Det skriver flere medier, heriblandt ESPN og NFL Network.

Men Trent Williams har efter sigende ingen intentioner om at spille for Redskins. Det erfarer JP Finlay fra NBC Sports.

Trent Williams’ tilbagevenden til Redskins skyldes formentlig, at han kan nå at være på holdet i otte kampe i denne sæson. Det er nok til, at 2019 tæller som et år af hans kontrakt, og at han dermed kun har et år tilbage af sin kontrakt – nemlig 2020-sæsonen.

Hvis ikke han var vendt tilbage nu, ville 2019 ikke tælle som et år af hans kontrakt, da han i så fald ville tilbringe hele sæsonen på den såkaldte “Exempt/Did Not Report”-liste. I så fald ville han være på kontrakt hos Redskins i både 2020 og 2021.

Så selvom den dygtige venstre tackle er vendt tilbage til Redskins, ser det ikke ud til, at han ønsker at fortsætte i klubben.