Det er ikke det fedeste spillerne ved, når de efter kontraktudløb og med udsigterne til rigdom og sikkerhed, bliver ramt med et franchise tag.

Ikke desto mindre er det, hvad der skete fredag eftermiddag dansk tid, da tre unge stjerner alle fik smidt et franchise tag om halsen.

Det drejer sig sig Los Angeles Chargers tight end Hunter Henry, Denver Broncos safety Justin Simmons og Baltimore Ravens OLB Matt Judon. Den sidste vender vi tilbage til.

Dermed skal de spille ét år på en kontrakt, der beløbsmæssigt svarer til gennemsnittet af de fem højst betalte spillere på samme position.

Lønnen som sådan for ét år fejler ikke noget, men i en brutal sport og i en liga, hvor karrieren kan stoppe fra én dag til en anden, vil spillerne helst have længere kontrakter med en stor signing bonus og en portion garanterede penge.

Derfor er det de færreste spillere, der egentlig synes, at det er særlig fedt, at blive franchise tagget.

Chargers tagger tight end

Hunter Henry, der blev 25 i December, fik efter et et par skadesplagede sæsoner endelig vist sit store potentiale, da han sidste år greb 55 bolde for 652 yards og fem touchdowns.

Han har misset 22 kampe i sine fore første år i ligaen, men når han er på banen, er han tydeligvis blandt de bedste og mest atletiske tight ends i NFL.

Hans franchise tag giver ham en et-års-kontrakt til en værdi af lige over 11 millioner dollars.

Talentfuld safety bliver i Denver

Også Denver Broncos har brugt deres franchise tag på en ung stjerne. Safety Justin Simmons blev draftet i 3. runde i 2016, og har bevist at han er fremtidens mand på positionen.

Den 26-årige forsvarsspiller fik fuldt udbytte af sine atletiske evner i Vic Fangio’s system sidste år, hvor han lavede 93 tacklinger og førte Broncos med 4 interceptions og 15 bolde slået ned.

Han har været inde på samtlige forsvarsspil gennem de sidste to sæsoner og står til at få en kontrakt på den rigtige side af 14 millioner dollars.

Snydt for 20 millioner kr.

Sidst men ikke mindst har Baltimore Ravens – som forventet – givet OLB Matt Judon et franchise tag. Og det der med outside linebacker (OLB) er ret interessant. Judon og hans agent vil gerne have, at han betragtes som en Defensive End eller EDGE rusher, fordi der er betragteligt flere penge i den position.

Prisen for en outside linebacker er høj. 16,3 millioner dollars, men alligevel langt fra, hvad en defensive end får. Hvis Judon var betegnet som DE, så fik han 19,3 millioner dollars for sin et-års-kontrakt. Altså 3 millioner dollars mere, eller omkring 20 millioner kr. Det er også værd at tage med.

Om det kommer til at skabe en konflikt mellem Ravens og Judon er endnu uvist, men vi skal kun ét år tilbage, siden vi havde samme situation med Jadeveon Clowney og Houston Texans. Som bekendt endte de med at trade ham til Seattle Seahawks.

Den 27-årige Judon blev valgt til sin første Pro Bowl sidste sæson og førte Ravens med 9,5 sacks, og havde fjerde-flest quarterback-hits af alle i NFL med 33.

Mandag er sidste dag for klubberne til at uddele franchise tags, og de to store forventes at blive quarterback Dak Prescott i Dallas Cowboys og Defensive Tackle Chris Jones hos Super Bowl mestrene Kansas City Chiefs.