Cleveland Browns sender pass rusher Emmanuel Ogbah til Kansas City Chiefs i bytte for safety Eric Murray.

Da Cleveland Browns mandag mødte ind for første gang i 2019, mødte defensive end Emmanuel Ogbah ikke op. Pass rusheren forventede i stedet, at han ville være fortid i Browns inden længe, erfarede ESPN’s NFL-journalist Adam Schefter.

Og det fik Ogbah ret i.

Mandag aften dansk tid er Ogbah nemlig blevet sendt til Kansas City Chiefs i en byttehandel, hvor safetyen Eric Murray tager den anden vej. Det melder selvsamme Adam Schefter.

Ogbah, 25 år, har spillet for Browns, siden de valgte ham i anden runde af NFL-draften i 2016, og han har spillet 40 kampe med 12,5 sacks til følge. Efter at Browns tidligere i offseason hentede den dygtige pass rusher Olivier Vernon i en byttehandel med New York Giants, er han dog blevet overflødig.

I Kansas City skal han være med til at erstatte de 22 sacks, som Justin Houston og Dee Ford leverede i 2018-sæsonen. Dem har Chiefs nemlig sagt farvel til i denne offseason.

Eric Murray, 25 år, som Browns får i bytte for Ogbah, skal i Cleveland være med til at afløse de to safetyer, Jabrill Peppers og Derrick Kindred, som Browns har sagt farvel til i denne offseason. I sine tre år hos Chiefs nåede han at spille 45 kampe – 11 fra start – og gribe en interception.