
I Tennessee Titans holder de på stjernerne. Nu har de brugt et franchise tag på at holde på runningback Derrick Henry.
Søndag aften blev Tennessee Titans enige med quarterback Ryan Tannehill om en ny fireårig aftale, og mandag har de sørget for, at en anden af deres helt store stjerner bliver i klubben.
Titans har således brugt et franchise tag på Derrick Henry, og dermed vil han også være at finde i klubben i den kommende sæson. Det skriver Adam Schefter fra ESPN.
Titans og Derrick Henry vil nu have indtil midten af juli til at blive enige om en ny længerevarende kontrakt. Hvis ikke de kan blive enige, vil Derrick Henry spille i Titans på en lukrativ etårig kontrakt, der vil indbringe ham knap 12,3 millioner dollar ifølge OverTheCap.
Derrick Henry havde en stor aktie i Titans’ imponerende slutspil i 2019-sæsonen. På tre slutspilskampe løb han for 446 yards – svarende til 148,7 yards per kamp – og to touchdowns. I den ordinære sæson var han også velspillende med 1.540 yards og 16 touchdowns på 15 kampe.
Den 26-årige runningback har været i Titans, siden de valgte ham i anden runde af NFL-draften i 2016.







