Houston Texans har forstærket bagkæden i forsvaret med safety Eric Murray, der kommer til efter en sæson hos Cleveland Browns. Murray får en treårig aftale med en værdi på op mod 20,25 millioner dollar.

En af svaghederne på sidste års Texans-mandskab var de bagerste folk på forsvaret, og det har Texans tydeligt sat fokus på i årets free agency. Først forlængede de med cornerback Bradley Roby, siden gav de DeAndre Hopkins væk, så holdets cornerbacks kan få bedre selvtillid i træningen, og nu henter de så safety Eric Murray ind.

Safetien kommer til fra Cleveland Browns, hvor han bidrog i ni kampe, heraf fire som starter. Murray har fået en treårig aftale hos Texans til en værdi på op mod 20,25 millioner dollar.

Eric Murray blev valgt af Chiefs i fjerde runde af 2016-draften og fik langsomt større og større rolle hos dem i årene 2016-2018. I 2018 startede han ni kampe for dem og lavede i alt 55 tacklinger og en interception.

Inden 2019-sæsonen blev han tradet til Cleveland Browns i bytte for pass rusher Emmanual Ogbah. Hos Texans slutter Murray sig til Justin Reid og Tashaun Gipson og danner en habil safety-trio.

Udover at hente Murray har Texans også sørget for at sikre sig en backup-quarterback i 2020. Det bliver den samme som i 2019 i form af A.J. McCarron. Han får en etårig kontrakt til fire millioner dollar.